Ting ser som regel værre ud end de er….

For en lille uge siden fik jeg tilsendt Karen Uthaugs bog Og sådan blev det. 

Anledningen var kampagnen Danmark Læser iværksat af kulturminister Marianne Jelved, en kampagne hvis formål var et ønske om, at få flere til at læse mere. Kampagnen består dels af en lang række nye læseaktiviteter i kommuner over hele landet, dels af en fejring af Verdens Bogdag, d.23.april., hvor over 100.000 bøger blev delt ud af frivillige boguddelere.

IMG_8147 marenuthaugh IMG_8146

Torsdag skulle jeg så på scenen, sammen med tre andre læsere, samt Marianne Jelved og Karen Uthaug, hvor vi skulle tale om bogen Og sådan blev det.

Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder. Det der fra starten slog mig, da jeg læste bogen var, hvordan Uthaug på fineste vis, forstår at beskrive sine karakterer, uden på nogen måde at dømme, gøre dem til gode og onde. Befriende, for er det ikke sådan det er? Selv den onde stedmoder, i Uthaugs bog potratteret som Grethe, hun gør vel bare gør, det bedste hun kan. Grethe handler med og udfra det hun har, og dette i et mildest talt ensomt vand. Et vand hvor hendes nye mand, barnets far, er så godt som ikke eksisterende. Knut sætter scenen, dagen efter han ankommer med sit lille barn, hos sin nye kvinde. Han vender sig mod Grethe, lægger sine arme om hende og visker at han elsker hende, hvortil hun svare:

Er det ikke for tidligt at sige den slags Knut?

Knut ryster på hovedet.

Så elsker jeg også dig” .

Alle har de deres ”sider”, og deres væsen indfanges i de små detaljer og handlinger.

Uthaug forstår at beskrive det stille barns univers i et sprog, som mest af alt er nøgternt og beskrivende – en stil, der minder om samernes hårdføre livsstil. Titlen ’Og sådan blev det’ siger det egentlig meget godt. Ikke så meget flæben eller slinger i valsen der. Af samme grund bliver historien heller aldrig (selv)medlidende. På trods af Grethe og Knuts velmenende forældreskab fornemmer man, at Risten er et misforstået barn, som ikke rigtig får afløb for sine følelser. Ingen, hverken børn eller voksne, udtrykker, hvad de i virkeligheden føler. Så Kirsten tegner sine inderste tanker på papiret i stedet eller deler dem med Niels i baghavens skur.

Romanen springer skiftevis frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og 2007, hvor hun er en voksen kvinde med en lille søn kaldet Rod. Kirsten beslutter sig for at opsøge sin mor, hun ikke har set i tyve år. En rejse til Nordnorge, som slet ikke bliver, som hun forventede.

Kulturministeren spurgte mig som et sidste spørgsmål inden vores samtale på scenen sluttede:

“Og tilgiver du så Grethe”?

Jeg nikkede.

“Ting har det med at se værre ud end de er….”:)

Rigtig god fornøjelse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s