Lad tiden gå – om at heles.

Den første gang lever man, den næste oplever man. Ikke før den tredje gang, når man genoplever, er man i stand til at værdsætte opbygningen og fatte de dybere sammenhænge. Ikke sært, at vi dømt til et usselt gennemløb aldrig begriber en pind.

lad tiden gå

I år fik jeg en julegave, uventet.  Tanken, omhyggeligheden, en gave fra et menneske, som trods julens stress og jag, rent faktisk havde gjort sig umage. Ikke af pligt og traditioner, men af lyst og kun for mig. Gaven var en bog, fundet i et antikvariat i Århus. Gammel, gul og med flossede sider, lige præcis så smuk, som kun en brugt bog kan være det.

Professor Jeyde studerer tidens fysik (kronofysik), og har en spændende teori. Hans unge assistent, Johanne, hjælper ham. Og som det så må gå, når en gal opfinder er bidt af en ny teori, så begynder der snart at ske mystiske ting,

Jeyde bygger en fungerende tidsmaskin, omend dens repertoire er begrænset: den kan én ting, nemlig spole alting 23 dage baglæns, og åbner derfor Jeydes øjne for, hvordan et menneskes tidslinjer påvirker hinanden.

Når nu man har en tidsmaskine, der kan “resette” hele verden, er det oplagt at bruge den til én ting: de ting, man ikke fik gjort rigtigt første gang.

På et tidspunkt jagter Johanne Det gode liv og hele bogen er præget af de gentagelser, der sker på den konto – også gentagelser i sproget, og i ting, der ikke direkte har noget med handlingen at gøre. Og det er jo altid en interessant tanke, “hvis jeg kunne gøre det igen, så ville jeg …”.

Den gode professor har et problem, fordi man ikke umiddelbart kan huske, at man er på vej gennem et tidsrum for anden gang, og det derfor er svært for ham at bevise, at hans maskine virker. Så der skal nogle voldsomme eksperimenter til, for at se, om det er muligt at huske intens smerte, og intens kærlighed, tværs gennem linjerne.

Hvor professoren bare gerne vil bevise sin teori, vil Johanne (mis)bruge maskinen til det yderste.

Både professorens og Johannes eksperimenter er interessante at følge. Hvor meget skal der til, for at man husker på tværs af tiden? Hvor lidt skal der til, for at man ønsker en ny chance?

Vi bliver nok nødt til at lade tiden gå, og opgive vores drømme om evigheden. Engang fandtes der intet liv, forklarede Sverre. Der var løsrevne minutter, løsrevne timer, løsrevne dage og menneskene var ikke i stand til at se fra det ene øjeblik til det andet. Først da fortællingen dannedes blev tiderne kædet sammen til en mening, hvorved livet opstod.
Men verden bestod jo virkelig kun af løsrevne minutter, løsrevne timer, løsrevne dage, indvendte Johanne.
Derfor, netop derfor, måtte han skrive sin roman, forklarede han. Så tiden kunne heles.

 

Bogen Lad tiden gå af Svend Åge Madsen, er skrevet i 1986 og kan kun købes rundt omkring i landet, hos diverse antikvariater.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s