Er taberen den, der elsker mest? En bog om det moderne parforholds arena…

Et andet sted  af Signe Pallisgaard, er den unge kvinde Annas fortælling om det år, der ændrede alt. Anna bor sammen med sin mand, Mattis og deres lille datter i en dejlig lejlighed i et godt kvarter. Alt er, som det skal være. Og så alligevel ikke helt.

signe

På en togrejse en sen januaraften, hvor Anna  rejser op til sin storebror i Norge, møder hun en mand fra sin tidlige ungdom. Det bliver et skæbnesvangert møde, der ikke blot knuser Annas familieliv, men også trækker tråde helt ned i hendes barndom og tilbage til det frygtelige tab af hendes lillebror.

Vi følger Annas liv i to parallelle spor på hver side af det år, hvor alting ramler. I starten forlader hun sin fornuftige kæreste og deres fælles datter for at tage til Norge og assistere sin noget ældre halvbror, der har bollet ved siden af og er blevet afsløret af sin kæreste. Helt tilfældigt træder den mand, som hun engang var forelsket i, ind i sovekupéen, og Anna falder i med begge ben, selv om han dengang var en sjuft og slet ikke god for hende.

Et år efter sidder hun alene i en ny lejlighed med stabler af flyttekasser, som hun ikke orker pakke ud. Datteren er hos sin far, hendes elskede mormor ligger for døden, og langsomt afdækkes et traume fra barndommen, som er baggrunden for hendes underligt distancerede forhold til forældrene. Anna er således helt nede på bunden at vende, og hendes selvdestruktive sårbarhed beskrives så indlevet hudløst som hos en Liv Ullmann.

et andet sted

Jeg er ikke psykoterapeut, så jeg kan ikke præcist redegøre for barndommens betydning for Annas reaktionsmønstre som voksen, men jeg kan i hvert fald se, hvordan kærligheden indgår i en destruktiv spiral.

I det moderne parforholds arena (”det var tilsyneladende blevet min opgave at forsyne ham med friske frustrationer”) bliver taberen den, der elsker mest, og kærlighed bliver noget, man skal gøre sig fortjent til. Noget for noget og krav om modydelser med næsten overtydelig symbolik beskrevet i den dyre gave, som Anna køber til sin far, men som han afviser.

I kølvandet herpå udfoldes en stærk familiehistorie med dybe sår og usagte ord. Vi møder Annas distancerede forældre, hendes troløse storebror og den karismatiske mormor, Oldingen, der faldt igennem isen som lille.

Anna er følsom og forvirret og lider af en form for kærlighedslængsel. Hun tror, at længslen retter sig mod manden fra fortiden, og længslen er så stærk, at hun lader hele sit liv styre af den. Hun tror, at hun kan blive lykkelig sammen med en anden, selv om problemet ligger i hende selv.

Igennem bogen bevæger Anna sig længere og længere ud mod kanten. Da hun ikke kan komme længere, er det intet andet at gøre, for at overleve, end at tage sin historie på sig. Der er noget, hun har fortrængt. Det viser sig, at hun har nogle knuder, som ikke er blevet bundet op. Og knuderne er bundet af hendes familie.

Som jeg læste bogen, kom jeg til at tænke på, hvad det er, der styre et menneske. Hvad lader vi os styre af?

Man siger, at græsset er grønnere på den anden side, og folk flytter sig hele tiden rundt for at få det bedre. De skifter job, flytter til en ny lejlighed eller skifter partneren ud. Mange lader sig jage rundt uden at være opmærksomme på, hvad der jager dem. Alle vil til Manhattan eller Rio og skifte job efter tre år. Det er til at blive helt stresset over. Måske vi er en masse af mennesker, der nok har lidt svært ved at være til stede. Folk læser mails, mens de taler med deres børn, er på Facebook mens de holder i hånd med deres kæreste, som herved konstant bliver mindet om, at der er noget, som er vigtigere end dem.

Anna mister alt i jagten på kærligheden, selv om den eftertragtede mand ikke er opmærksomheden værd.

Et andet sted er en roman, der handler om at tabe sit liv på gulvet, falde og rejse sig igen.

 

Ps Et andet sted er Signe Pallisgaards første roman… og den tog den dygtige forfatterinde ti år og et par afslag, at få udgivet:)

 

God søndag

Kh Johanne

IMG_8883

 

 

Alt forladt – Om at turde elske og blive elsket igen

Jeg tror, at det er de færreste mennesker, der ikke ønsker at være i et kærlighedsforhold, der holder livet ud. Det er og bliver vores ultimative håb. Nogle mener, at kimen til den livslange kærlighed ligger gemt i den helt overordnede beslutning, man træffer i begyndelsen. Lad os kalde det et JA hele vejen rundt!. For det er vel ikke ret meget i denne verden, der lykkes, hvis ikke man vil det og tror på det hele vejen. Og et kærlighedsforhold, der kapsles inde i måske´er, fødes med en skrøbelighed, der måske ikke er nødvendig?

alt forladt

Alt forladt er bogen til dig, der er blevet forladt. Du kan læse om sorg, ulykke, vrede, hævn og tilgivelse. Måske endda  finde trøst.

Og Alt forladt er en bog til dig, der er gået. Du kan læse om svigt, skyld og skam, om ærlighed og egoisme, og måske kan du endelig lade skuldrene synke og trække vejret lidt lettere.

Jeg tror, at mange der har forladt, vil kunne genkende følelsen af at ” det kan man da ikke…. Så selvoptaget har man da ikke lov til at være¨. At såre andre mennesker, de vigtigste mennesker i ens liv, for et behov, man kun selv har. Men nogle gange kræver livet bare, at man bliver nød til at gøre noget, der i selve øjeblikket kan se meget egoistisk ud, men som på længere sigt rent faktisk er bedre for de mennesker, man skal være noget for. Hvor står det skrevet at man skal affinde sig med et liv, der er halvt levet?

Alt forladt er inspireret af en række samtaler, sognepræsten Anna Mejlhede har haft igennem årene med par, der kom for at blive gift (eller gift igen), samt de par, der var ved at forlade hinanden. Desuden har hun talt med ti mennesker, der har indvilget i at dele deres historie.

Det at blive forladt, bliver af mange beskrevet, som det mest traumatiserende de nogensinde har og vil komme ud for. Jeg tror virkelig, at mennesker, der bliver forladt af den de elsker, kæmper med at skulle se hinanden i et andet lys bagefter. For det bliver man vel nød til, hvis man skal kunne holde det ud. Ægtefæller der mister den anden pga sygdom, kæmper ikke på samme måde med et hvorfor. De kæmper måske med dødens urimelighed, men ikke med et hvorfor gik han/hun, og hvad er det ved mig, hun ikke elsker ? 

Men faktum er, at rigtig mange menneskers parforhold afgår ved døden. Det betyder dog ikke, at kærligheden i verden er død. Din evne til at føle kærligheden, er bare besvimet lidt. Måske skal den have kunstigt åndedræt, hjertemassage og en ordentlig omgang omsorg, inden den liver op igen. Så længe den ikke konverteres til bitterhed og had.

Bitterhed og had kan sidde længe i et menneske, og nogle gange kan de måske komme til at sidde der så længe, at det en dag er for sent at krænge den af sig? For det går i blodet på én og trænger dybt ind i ens biologiske system og bliver ét med ens person. Ud af personen kommer der ord. Problemet med ord er bare, at de sætter aftryk – ligegyldigt hvor meget vi forsøger at slette dem igen ved at sige, at vi ikke mente dem. For vi sagde dem jo.

Med mine øjne tegnes kærlighedens væsen, som et ansigt. Nok kan det ændre form og skræmme livet af os indimellem, men man skal aldrig give op, i sin søgen efter det ansigt som taler et sprog man forstår – lige meget, hvor mange gange, vi er blevet skuffet. Jeg har valgt at tro, at det ALDRIG er for sent. Og påstanden om, at ægte, varig kærlighed slutter med den første skilsmisse. Ja den er kun sand, hvis du beslutter dig for, at den er det!

Hvornår og hvordan man møder kærlighedens væsen igen, handler nok en hel del og held og tilfældigheder. At man møder et menneske, man falder helhjertet for.

Den dag det sker, gælder det så om, at været rustet til, at turde, at sige JA hele vejen rundt.

 

“Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det”!

Mattæusevangeliet kap.19

 

Kh

Johanne

 

 

Om hvad der sker, når det hele begynder at falde fra hinanden

‘Os’ er historien om et ægteskab i opløsning, en mislykket dannelsesrejse og en mand i midtvejskrise.

Bogens hovedperson er Douglas som er gift med Connie. Sammen har de sønnen Albie på 17 år, som hælder mere til sin mors side end til Douglas´.

Hvor Douglas er en stivstikker, bundfornuftig, med rengøringsvanvid og laminerede rejsekort, overforsigtig, stolt og et ansvarsbevidst skaffedyr, er Connie alt det han ikke er. Kunstnerisk, flagrende og lidenskabelig. Til Douglas´store overraskelse er det engang lykkedes ham at blive kæreste med Connie og gift med hende.

Douglas er så rationel, at han er irrationel.

I Os bliver det Douglas’ opgave ikke bare skal redde sit ægteskab, men også finde sin fortabte søn og søge forsoning med ham. Han skal genopfinde sit ægteskab – eller opløse det. Det sidste er vist det, Connie helst vil. Og så skal han måske sætte sin søn fri.

I dette limbo begynder ’Os’. Med en skildring af en mands kamp for at holde sammen på sit ægteskab på en ganske afsindig måde. Nemlig ved at drage på noget så gammeldags som en dannelsesrejse med sin kone og søn.

På denne rejse, følger man Douglas ned ad mindernes allé, hvor han fortæller om Connies og hans ægteskab. Om de første år, utroskabet, børnene, konfliktpunkterne, jalousien, glæderne, sorgerne, kriserne.

Historien om det kriseramte ’Os’ er den almindelige fortælling om mødet mellem modsætninger.

Os er en gribende historie om, hvad der bevarer et ægteskab og holder familien sammen, og hvad der sker, når det hele begynder at falde fra hinanden.

david n

God god læsning:)

Når Patriarken går på pension

Hele livet har Harald været vant til at få det sidste ord. Og ikke bare i de anmeldelser og klummer, han har skrevet i avisen, men også derhjemme, hvor familliens samvær har været domineret af hans markante holdninger til overgrebene på de gamle danske værdier og truslen fra de fremmede.

Den eneste, der har taget kampen op mod hans diktatoriske facon, er datteren Helle. Indtil han også over for hende gik for vidt. For siden Harald for fem år siden skrev en ætsende anmeldelse af Helles nye roman, har de ikke talt sammen. og nu da han er gået på pension, må han indrømme over for sig selv, at han savner hende.

patriarken3

Svigerdatteren, Birgitte, vil gerne hjælpe, men et velment forsøg på at skabe et nyt fælles grundlag for familielivet udløser i stedet en katastrofe, der kaster alle Haralds stærke meninger tilbage i synet på ham selv.

Hovedaksen i romanen er det kuldsejlede forhold mellem den netop pensionerede patriark, Harald Hügler, og hans datter Helle. Begge er de stejle og succesfulde holdningsmennesker, der er vant til at blive hørt. Bare ikke af hinanden. Begge er hårde på ydersiden, og dulmer den følsomme og nærtagende inderside med alkohol og Wagner-operaer.

Bogens titel – Patriarken – understreger, at Trisse Gejls egentlige ærinde er at sætte familielivets underliggende strukturer og rollefordelinger til debat. Hvad sker der, når patriarken går på pension – ikke bare på jobbet, men også i familien? Når den brobyggende matriark forsvinder og ikke længere er der til at forsone konflikterne på sin sædvanlige flegmatiske og usynlige måde?

Portrættet af Harald er helt og fuldt, man kommer godt og grundigt ind i hans knudrede mandeverden. Selvom Harald er et dumt svin – det siger hans børn – så kommer man til at holde af ham! Og portrættet af Helle er også meget rammende. Af en kvinde der, på overfladen, er stærk, samtidig med at hun lider og kæmper så frygteligt meget indvendigt!

Bogen er fra 2006 og udgivet af Lindhardt og Ringhof

Det gode i dig – Om at komme tilbage til livet og kærligheden….

Forfatterinden Linda Olsson er oprindeligt fra Stockholm, men bor nu i New Zealand sammen med sin mand.

’Det gode i dig’ er hendes tredje roman,

detgodeidig

Bogens hovedperson Marion bor alene på New Zealand, men et tilfældigt møde med drengen Ika får hendes fortrængte minder frem i lyset.

Ika bliver mishandlet og det får Marion til at tænke på sin egen barndom, en barndom der har gjort, at Marion nu, som pensioneret læge, bor alene i sit hus ved New Zelands kyst. Marion er sådan et menneske der har oplevet så mange sorger og tab i sit liv, at hun har valgt at leve en selvvalgt ensom tilværelse. Et liv hvor hun ved at holde andre mennesker ude, ikke vil risikerer at miste de, der potentielt kunne komme tæt på hende.

I drengen Ika genfinder Marion imidlertid en tabt del af sig selv, og ved fælles hjælp kan de to komme tilbage til livet og kærligheden igen.

Det gode i dig’ er en meget smuk, meget følsom og meget poetisk roman. Om sorg og om hvordan tilstedeværelsen af kærlighed og relationer mellem mennesker kan ændre tilværelsen for to ensomme mennesker.

detgodelinda

 

Bogen er fra 2011 og den havde enorm succes I New Zealand og røg til tops på den New Zealandske bestsellerliste.

 

God fornøjelse

Johanne

IMG_8883

Angry White Men – om dørmåttemænd & kvinderne der stjal deres manddom

I denne amerikanske debatbog ’Angry White Men: American Masculinity at the End of an Era’ fra 2013 behandler sociolog og kønsforsker Michael Kimmel emnet vrede hvide mænd i USA.

Bogen handler om en broget flok som den voksende Men’s Rights Movement, de opsigtsvækkende (hvide) skoleskyderdrenge, forsmåede fraskilte mænd, ufaglærte mænd som finanskrisens jobløse tabere, neonazisterne og mænd, der efter seksuelle afvisninger tager hævn over tilfældige kvinder.

FullSizeRender-5

»Det er måske svært for hvide mænd at erkende«, skriver Michael Kimmel, »men vi har haft medvind alle disse år, og det vi betragter som en ’forventelig retfærdighed’, er bygget på ryggen af andre, som til gengæld har vidst siden fødslen, at systemet er imod dem«, skriver Kimmel.

En af dem, der blander sig i kønsdebatten herhjemme, er 39-årige Lars Rex Mundi. Han har skrevet en del vrede indlæg på den feministkritiske blog Manfo.dk, hvor han kritiserer ligestillingsdebatten og deler ørefigener ud til kvinder. »Det startede dengang, jeg arbejdede som hjemmehjælper. Jeg fik hug af de kvinder, jeg datede, og fik hele tiden at vide, at jeg ikke var deres type. Jeg ville gerne have en kæreste og blev frustreret, fordi kvinderne syntes, det var for vagt et job til en mand. Det var dårligt for mit selvværd at blive afvist hele tiden, og så begyndte jeg at skrive sure klummer«, fortæller Lars Rex Mundi.

Og han er bare en blandt mange tusinde vrede hvide mænd, der raser ud på nettet. Michael Kimmel beskriver i sin bog, hvordan amerikanske mænd er under pres fra højtuddannede kvinder og et arbejdsmarked i transformation. Han mener, at hvide heteroseksuelle mænd i Vesten forventer privilegier som magt, penge og hengivne kvinder som følge af en slags ’ureflekteret fødselsret’.

Men den tid er slut, mener forskeren, og undertitlen på bogen ‘the end of an era’ skal ifølge Kimmel tages bogstaveligt. »Det er ikke enden på mænd, men enden på mænds privilegier og den hvide heteroseksuelle mands verdensherredømme. Mange mænd føler sig snydt, fordi de identificerer sig med mænd over dem selv i fødekæden, socialt og politisk, mens de økonomisk faktisk har sluttet sig til dem, der historisk har været under dem«. Underforstået: De sorte, kvinder og homoseksuelle mænd.

Resultatet er den vrede, hvide mand. Det er ham, der raser på Facebook eller sin blog. Argumenterer for, at mænd i dag er undertrykte og skal sige fra. At nok er nok.

Den selvstændige kvinde er fjenden Mandeforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet har også netop udgivet en bog om maskulinitet, ‘Mænd – køn under forvandling’.

Han oplever, ligesom Kimmel, at der bliver flere og flere af de vrede hvide mænd. »Det er den der med at sige a black woman took my job. I stedet for at tænke, at hun måske var mere kvalificeret. Eller mere omstillingsparat. Det kan være kulturelt grænseoverskridende at rykke ved magtstrukturerne, selv om der også er rigtig mange mænd, der synes, det er fantastisk ikke at skulle være forsørgere og at kunne nyde ligestillede seksuelle partnere og det at leve på en helt anden måde end deres far og farfar«, siger Kenneth Reinicke.

Jeg er flyttemand nu, i stedet for hjemmehjælper. Det gør, at jeg får mange flere tilbud fra kvinder. Men det er dobbeltmoralsk af kvinder, når de siger, at de vil have et og så handler på noget andet Reinicke mener at de e vrede hvide mænd bestemt har noget at være rasende over. Fx over mænds samkvemsret til deres børn efter skilsmisser og mænds overrepræsentation i misbrugs- og selvmordsstatistikkerne

»Der har været en blindhed over for mange af mænds særegne ligestillingsproblematikker, og mænd er ikke gode til at se på deres valg i livet og forbinde dem med risici. Det er nemmere at sige: Det er også de forpulede kællingers skyld end for eksempel at kigge på, hvordan man egentlig var far for sine børn inden skilsmissen«.

I USA har mandebevægelsen (MRM) været voksende i årevis. Og blogs som A Voice for Men, Angry Harry, Men Going Their Own Way, The Spearhead og til dels de mange såkaldte pickupartistfora understøtter de vrede mænd.

Fjenden er den frigjorte vestlige kvinde, der er blevet for stærk, for selvstændig, for krævende, for meget. I Danmark har vi Foreningen Mand, bloggen dadman.dk, maskulinmodstand.dk, og for nogle år siden blev det også forsøgt at starte et såkaldt maskulint parti, Fremdrift.

Blogger Lars Rex Mundi fortæller, at han er omgivet af frustrerede mænd. De vil have sex og kærlighed, kærester og familie, men de oplever, at de ikke kan leve op til moderne kvinders høje krav på datingmarkedet. Derfor bliver de vrede, føler sig valgt fra og trådt på og synes, det er strengt, at kvinder kan lave børn alene.

»Du må godt kalde mig en vred hvid mand. Men jeg har forsøgt at ændre nogle ting i mit liv. Jeg er flyttemand nu i stedet for hjemmehjælper. Det gør, at jeg får mange flere tilbud fra kvinder. Men det er dobbeltmoralsk af kvinder, når de siger, at de vil have et og så handler på noget andet«, siger Lars Rex Mundi om de mange kvinder der efterspørger ’bløde mænd’, men i virkeligheden hellere vil have machomænd i traditionelle mandefag, når de vælger partner.

vægt

Det med at føle sig overflødig optræder også en del i Michael Kimmels bog om de amerikanske mænd. De falder bagud, hvis ikke de er omstillingsparate. Og i stedet for at rase ud og lade vreden gå ud over de multinationale virksomheder, som flytter job til den anden ende af verden for at spare på timelønnen – eller de finanskonger, der har kørt økonomien i sænk – så får ‘feminazierne‘, et udtryk, den amerikanske mandebevægelse bruger en del, skylden. Det er nemlig kvinderne, der har stjålet deres manddom.

Angry White men er om noget en bog der sætter tankerne igang, og vil med sikkerhed kunne bruges som afsæt til livlige og passionerede samtaler i de små hjem.

Jeg købte mit eksemplar på Amazon.com men den kan også bestilles hos http://www.saxo.com

Livet er bedre…. Om at være fanget i livet og om hvad lykken måske er…..

FullSizeRender-4

Mathilde deler en lejlighed i Paris med to kvinder, hvem hun absolut intet har tilfældes med.

Yann arbejder som sælger, selvom han er uddannet designer og drømmer om noget helt andet.

Hverken Mathilde eller Yann er som sådan ulykkelige, men hver især tager de den drastiske beslutning om at forandre deres liv, efter et tilfældigt møde med en fremmed.

Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg måtte starte forfra efter godt 40 sider, fordi jeg slet ikke, havde fået fat i meningen med teksten. Jeg skulle lidt ned i læsetempo, for at kunne komme helt med. Men da jeg fangede den, oplevede jeg en genkendelig og sammensmeltning, den følelser, man som læser er så heldig en sjælden gang, at kunne give sig hen til. Oplevelsen af, at en anden har sat ord på alt det der rumsterer indeni, og som ikke altid syntes lige let. at få kanaliseret ud.

Da jeg satte tempoet ned og lukkede alt andet ude, fandt jeg mig selv i et lille paradis formet med fransk charme og underfundige sætninger.

Bogen er bygget op omkring to meget søde og meget franske historier, der egentlig bare handler om livet og hvordan man hver især vælger at leve det.

Og den er fyldt med små sætninger, der kort og kontant sætter vores moderne liv i relief og som helt bestemt giver læseren noget at tænke over. Det er mennesket, indbyrdes relationer og livet, der er i fokus og det er fortalt smuk og indlevende.

Begge historier fortæller om to mennesker, der er fanget i livet og i forestillingen om, hvad lykke og karriere er.

Med disse to historier, hvor Mathilde og Yann beslutter sig for at tage en chance, med risiko for at fejle, fremfor at stå tilbage og ikke at have levet livet, oplever jeg at forfatterinden formår, at portrættere en generation med alle de genkendelige valg, der følger med det, at skulle finde sin plads i livet.

En tekst der kræver nærvær og ikke mindst, ro……

anna gavalda

 

Den franske lærer og forfatter Anna Gavalda er født den 9 december 1970 in Boulogne-Billancourt, Hauts-de-Seine. Allerede tilbage i 2007 havde hendes første tre bøger solgt mere end 3 millioner eksemplarer bare i Frankrig.

Vi var løgnere – Om lidenskab, retfærdighed, oprør, ulykke, hemmeligheder og sandheden

“Den ildrøde skam over at være uelsket gennemblødte græsset foran huset, fliserne på stien, trappetrinene op til verandaen. Mit hjerte sprællede som en ørred mellem pæonerne”

– E.Lockhart

IMG_8722

 

Og så fandt jeg mig selv, siddende med en roman om en amerikansk overklassefamilie

Hver sommer mødes alle medlemmerne fra  den rige og perfekte Sinclair-familie på en privat ø. Og det er fra denne ø fortællingen om de årlige sammenkomster, og særligt hvad det rigtig var, der skete den ene sommer, udspringer.

Den sommer der er fortrængt og glemt og som fortælleren ikke er i stand til at huske.

Jeg fandt mig selv siddende, i solen denne første sommerdag i juni og læse historien om fordomme, grådighed og skiftende favorisering mellem de voksne,børnene, kvinderne. Og et billede af lange sommerdage med lemonade på terassen i New Hampton, tennis som kun de velhavende kan spille det og scrabble i de sene aftentimer, hvor ord vi andre nært ikke vidste eksisterede, danner rammen for en fortælling om voldsom kærlighed.

En fortælling om hvordan gode intentioner kan få fatale konsekvenser. Om kærlighed når den er allerstærkest og når der ikke er langt imellem ekstase og bundløs tragedie.

Vi er Sinclair-familien

Ingen lider nød.

Ingen har uret.

Vi bor, i hvert fald om sommeren, på en privat ø ud for Massachussets kyst.

Det er muligvis alt, hvad du behøver at vide.

Bortset fra, at nogle af os er løgnere.

 

Andre ville måske skrive:

En smuk og fremtrædende familie

En privat ø

En intelligent, ødelagt pige

En lidenskabelig dreng med en stærk retfærdighedssans

Fire venner- løgnerne, hvis venskab udvikler sig destruktivt

et oprør. En ulykke, En hemmelighed

Løgn på løgn

Ægte kærlighed

Sandheden

e-lockhart-009

Vi var løgnere blev nomineret i 2014 til bedste YA-bog i Goodreads og Amazon  og lå i mange måneder på New York Times bestsellerliste.

Forfatterinden,  Emily Jenkins, har en doktorgrad i litteratur.

Bogen udkom i 2015 på dansk på forlaget Høst & Søn og kan købes her: http://www.rosinante-co.dk

 

 

 

Når det ene forkerte valg tager det andet…..og om at have fået nok

Da den 64-årige Joan Castleman beslutter sig for at bryde op fra sit ægteskab, befinder hun sig ti kilometer oppe i luften, i et fly med kurs mod Finland. Hendes mand, der er en berømt forfatter, skal modtage en fornem international litteraturpris i Helsinki, og Joan, der i fyrre år har stået til rådighed for ham, har fået nok.

På et sent tidspunkt i sit liv ser Joan i øjnene, at de valg, hun traf i sin ungdom, og den kontrakt, hendes ægteskab hviler på, har ført hende ind i en blindgyde.

IMG_8622

 

Joan og Joe mødte hinanden i 1956.

Hun; ung, usikker studine, god til at skrive. Han; Selvsikker litteraturlærer, jøde fra Brooklyn, altid på jagt efter smukke kvinder. De; Blev gift og fik tre børn. I begyndelsen arbejdede hun i forlagsbranchen, men efterhånden som Joes karriere som anerkendt forfatter tog til, blev hun hjemmegående.

Og fik hun det liv, hun troede, hun ønskede? Hvorfor valgte hun, som hun gjorde? Alle de store spørgsmål hober sig i løbet af flyturen fra USA til Helsinki op, og beskriver et billede, af bristede illusioner, misbrugt hengivenhed, drømme der aldrig blev forløst, et ægteskabelige samliv der tabte dem begge på jorden. Med sarkasme og ironi genkalder Joan i scene efter scene Joes adfærd som elsker, mand, far og ambitiøs forfatter i familien, blandt vennerne, blandt kollegerne og i mediebilledet.

Han er en alfahan, et stort ego, selvfed og selviscenesættende. Som hustru kender hun alle hans sider, og vi får kendskab til de mest intime detaljer.

Det jeg fra start til slut fandt mest interessant, var den løbende beskrivelse af, hvor svært det kan være, som hustru, at sige fra som årene går, fordi det ene (forkerte) valg tager det andet.  Ægteskabet her bevæger sig fra at være et fælles projekt til at blive mandens individuelle projekt på grund af hans karriere. Jeg tror ikke, at man behøver at have været gift i 50 år, for at kunne se de usunde mønstre, der tegne sig i Hustruen, en fortælling om bare ét af de mange forhold, hvor parterne ikke formår, at sige fra, stå fast, forstå.

Hustruen er simpelthen så skarp, så sarkastisk, så rammende og så meget en humoristisk semifemiroman om et ægteskabeligt styrt af de dødbringende. Og stemningen i flykabinen, der hvor bogen starter, er det nærmeste man kommer et genialt afsæt: ” I det øjeblik hvor jeg tænkte nu er det nok, drønede vi af sted godt ti kilometer over havet, men med en illusion om ubevægelighed og ro. Nøjagtig som vores ægteskab”.

meg

Meg Wolitzer som har skrevet Hustruen er en af USA´s store samtidsforfattere og ikke tidligere udgivet på dansk. Hun debuterede i 1982 med romanen Sleepwalking.

Lidt bonusinfo:En filmatisering er undervejs med Glen Close i hovedrollen.

 

Ting ser som regel værre ud end de er….

For en lille uge siden fik jeg tilsendt Karen Uthaugs bog Og sådan blev det. 

Anledningen var kampagnen Danmark Læser iværksat af kulturminister Marianne Jelved, en kampagne hvis formål var et ønske om, at få flere til at læse mere. Kampagnen består dels af en lang række nye læseaktiviteter i kommuner over hele landet, dels af en fejring af Verdens Bogdag, d.23.april., hvor over 100.000 bøger blev delt ud af frivillige boguddelere.

IMG_8147 marenuthaugh IMG_8146

Torsdag skulle jeg så på scenen, sammen med tre andre læsere, samt Marianne Jelved og Karen Uthaug, hvor vi skulle tale om bogen Og sådan blev det.

Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder. Det der fra starten slog mig, da jeg læste bogen var, hvordan Uthaug på fineste vis, forstår at beskrive sine karakterer, uden på nogen måde at dømme, gøre dem til gode og onde. Befriende, for er det ikke sådan det er? Selv den onde stedmoder, i Uthaugs bog potratteret som Grethe, hun gør vel bare gør, det bedste hun kan. Grethe handler med og udfra det hun har, og dette i et mildest talt ensomt vand. Et vand hvor hendes nye mand, barnets far, er så godt som ikke eksisterende. Knut sætter scenen, dagen efter han ankommer med sit lille barn, hos sin nye kvinde. Han vender sig mod Grethe, lægger sine arme om hende og visker at han elsker hende, hvortil hun svare:

Er det ikke for tidligt at sige den slags Knut?

Knut ryster på hovedet.

Så elsker jeg også dig” .

Alle har de deres ”sider”, og deres væsen indfanges i de små detaljer og handlinger.

Uthaug forstår at beskrive det stille barns univers i et sprog, som mest af alt er nøgternt og beskrivende – en stil, der minder om samernes hårdføre livsstil. Titlen ’Og sådan blev det’ siger det egentlig meget godt. Ikke så meget flæben eller slinger i valsen der. Af samme grund bliver historien heller aldrig (selv)medlidende. På trods af Grethe og Knuts velmenende forældreskab fornemmer man, at Risten er et misforstået barn, som ikke rigtig får afløb for sine følelser. Ingen, hverken børn eller voksne, udtrykker, hvad de i virkeligheden føler. Så Kirsten tegner sine inderste tanker på papiret i stedet eller deler dem med Niels i baghavens skur.

Romanen springer skiftevis frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og 2007, hvor hun er en voksen kvinde med en lille søn kaldet Rod. Kirsten beslutter sig for at opsøge sin mor, hun ikke har set i tyve år. En rejse til Nordnorge, som slet ikke bliver, som hun forventede.

Kulturministeren spurgte mig som et sidste spørgsmål inden vores samtale på scenen sluttede:

“Og tilgiver du så Grethe”?

Jeg nikkede.

“Ting har det med at se værre ud end de er….”:)

Rigtig god fornøjelse