Det gode i dig – Om at komme tilbage til livet og kærligheden….

Forfatterinden Linda Olsson er oprindeligt fra Stockholm, men bor nu i New Zealand sammen med sin mand.

’Det gode i dig’ er hendes tredje roman,

detgodeidig

Bogens hovedperson Marion bor alene på New Zealand, men et tilfældigt møde med drengen Ika får hendes fortrængte minder frem i lyset.

Ika bliver mishandlet og det får Marion til at tænke på sin egen barndom, en barndom der har gjort, at Marion nu, som pensioneret læge, bor alene i sit hus ved New Zelands kyst. Marion er sådan et menneske der har oplevet så mange sorger og tab i sit liv, at hun har valgt at leve en selvvalgt ensom tilværelse. Et liv hvor hun ved at holde andre mennesker ude, ikke vil risikerer at miste de, der potentielt kunne komme tæt på hende.

I drengen Ika genfinder Marion imidlertid en tabt del af sig selv, og ved fælles hjælp kan de to komme tilbage til livet og kærligheden igen.

Det gode i dig’ er en meget smuk, meget følsom og meget poetisk roman. Om sorg og om hvordan tilstedeværelsen af kærlighed og relationer mellem mennesker kan ændre tilværelsen for to ensomme mennesker.

detgodelinda

 

Bogen er fra 2011 og den havde enorm succes I New Zealand og røg til tops på den New Zealandske bestsellerliste.

 

God fornøjelse

Johanne

IMG_8883

Når det ene forkerte valg tager det andet…..og om at have fået nok

Da den 64-årige Joan Castleman beslutter sig for at bryde op fra sit ægteskab, befinder hun sig ti kilometer oppe i luften, i et fly med kurs mod Finland. Hendes mand, der er en berømt forfatter, skal modtage en fornem international litteraturpris i Helsinki, og Joan, der i fyrre år har stået til rådighed for ham, har fået nok.

På et sent tidspunkt i sit liv ser Joan i øjnene, at de valg, hun traf i sin ungdom, og den kontrakt, hendes ægteskab hviler på, har ført hende ind i en blindgyde.

IMG_8622

 

Joan og Joe mødte hinanden i 1956.

Hun; ung, usikker studine, god til at skrive. Han; Selvsikker litteraturlærer, jøde fra Brooklyn, altid på jagt efter smukke kvinder. De; Blev gift og fik tre børn. I begyndelsen arbejdede hun i forlagsbranchen, men efterhånden som Joes karriere som anerkendt forfatter tog til, blev hun hjemmegående.

Og fik hun det liv, hun troede, hun ønskede? Hvorfor valgte hun, som hun gjorde? Alle de store spørgsmål hober sig i løbet af flyturen fra USA til Helsinki op, og beskriver et billede, af bristede illusioner, misbrugt hengivenhed, drømme der aldrig blev forløst, et ægteskabelige samliv der tabte dem begge på jorden. Med sarkasme og ironi genkalder Joan i scene efter scene Joes adfærd som elsker, mand, far og ambitiøs forfatter i familien, blandt vennerne, blandt kollegerne og i mediebilledet.

Han er en alfahan, et stort ego, selvfed og selviscenesættende. Som hustru kender hun alle hans sider, og vi får kendskab til de mest intime detaljer.

Det jeg fra start til slut fandt mest interessant, var den løbende beskrivelse af, hvor svært det kan være, som hustru, at sige fra som årene går, fordi det ene (forkerte) valg tager det andet.  Ægteskabet her bevæger sig fra at være et fælles projekt til at blive mandens individuelle projekt på grund af hans karriere. Jeg tror ikke, at man behøver at have været gift i 50 år, for at kunne se de usunde mønstre, der tegne sig i Hustruen, en fortælling om bare ét af de mange forhold, hvor parterne ikke formår, at sige fra, stå fast, forstå.

Hustruen er simpelthen så skarp, så sarkastisk, så rammende og så meget en humoristisk semifemiroman om et ægteskabeligt styrt af de dødbringende. Og stemningen i flykabinen, der hvor bogen starter, er det nærmeste man kommer et genialt afsæt: ” I det øjeblik hvor jeg tænkte nu er det nok, drønede vi af sted godt ti kilometer over havet, men med en illusion om ubevægelighed og ro. Nøjagtig som vores ægteskab”.

meg

Meg Wolitzer som har skrevet Hustruen er en af USA´s store samtidsforfattere og ikke tidligere udgivet på dansk. Hun debuterede i 1982 med romanen Sleepwalking.

Lidt bonusinfo:En filmatisering er undervejs med Glen Close i hovedrollen.

 

Når noget slutter…. Og om at bilde sig ind hvad fortiden var

Kan tiden virkelig lægge en så stor dæmper på hukommelsen, at man bliver fremmed for sig selv? Fortiden rykker ind i nutiden, en kvinde og andre af fortidens spøgelser gør deres entré på scenen, og bogens hovedperson, Tony Webster, får noget at tænke over. Endnu en bombe falder, og en tragisk hemmelighed afsløres.

Fortælleren i Julian Barnes bookerprisvinder opregner indtryk af forskellige slags væske, herunder badevand, der for længst er blevet koldt bag en aflåst dør. »Det sidste har jeg på en måde ikke set, men det, man ender med at huske, er ikke altid det samme, som man har været vidne til«.

Nej, man husker det, man forestiller sig. Derfor er mennesker ikke til at stole på, når de vidner. Slet ikke romanens fortæller, Tony Webster, der arbejder som jævn engelsk administrator et sted i den beskedne ende af det kulturelle system. Vi følger ham et helt liv, også både før og efter de ret ubetydelige arbejdsår.

foto-37

 

Hvad der sker, og hvad vi tror, der sker, det er bogens grundlæggende modsætningspar. Historien er sejrherrernes løgne, siger eleven. Historie er også de besejredes selvbedrag, føjer læreren til. Idolet Adrian sætter trumf (og stylter) på: »Historie er den vished, der fremkommer i det punkt, hvor hukommelsens mangelfuldhed mødes med dokumentationens utilstrækkelighed«.

Men Barnes overtrumfer alle disse Karl Smart’er ved at gøre historien til en historie, en fortælling om, hvordan mennesker forskyder og fortrænger og bruger deres nuværende erindring om deres daværende fortolkning til at bilde sig selv ind, hvad fortiden var.

En intens, stor roman hvor kvalitet kommer før kvantitet med sine kun blot 167 siderSjældent får man så meget, på så forsvindende få sider.

 

 

Julian Barnes: Når noget slutter

Tiderne Skifter 2011

 

 

En tragedie så ulidelig genkendelig….

I 1965 blev “Stoner” udgivet, med en flot omtale og fine anmeldelser til følge– men bogen solgte overhovedet ikke. Bogen blev glemt og gemt indtil den i 2003 blev genudgivet og med et blev en gammel bog, kendt og ny igen.
Bogen”Stoner” er en enkel fortælling om manden William Stoner, der fødes i slutningen af 1800-tallet på en isoleret gård i Missouri. Han lever et stilfærdigt liv og indstiller sig på at overtage sine forældres gård, indtil han under sit ophold på en landbrugsskole stifter bekendtskab med Shakespeares magi. Ordene rører ham, og hans liv ændrer kurs. Han vil studere,læse, og undervise. Og det gør han så. Stoners liv beskrives melankolsk og smukt, og borer en fed, varm cylinder, dybt ind i ens hjerte. Bogen beskriver Stoners liv fra ungdom til ægteskab. Et ægteskab sammen med en altødelæggende kvinde og en mislykket karriere som følge.foto-35

Jeg har før beskrevet, hvordan en bog i kræft af dens simple ord, via sine altfavnende sætninger har formået at rive mit hjerte i tusinder af stykker.  Det er nu sket igen. Mit hjerte blev for hver side mine øjne tilbagelagde, gennembordet, enkelt og helt helt stille. Og ja, jeg blev trist og rørt af ordenes melankolske skønhed.

Stoner fortjener at blive set og læst og hørt. Og du fortjener at blive berørt af noget af det mest simple og dog så sarte, tenderende til det usynlige, jeg i mit liv har læst.
Stoners liv er ikke en beskrivelse af en usædvanlig og helt utrolig specielt og ekstraordinær mand.. Næ, “Stoner” er derimod en fortælling om et liv, hvis cyklus er så ulidelig genkendelig.

“I sit treogfyrretyvende år lærte Stoner, hvad andre havde lært før ham, da de var meget yngre; at den, man elsker til at begynde med, ikke er den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende.”

Romanen beskriver William Stoners liv. Den følger hans barndom på den fædrene gård, hans møde med uddannelse og med ord, hans kammeratskaber og forelskelser.  Passivitet definerer Stoners livsbane, og selv da hans liv ændres ved et møde med Shakespeares ord, ændres det kun gradvist. Da han forelsker sig og senere bliver gift, møder han en magt større end ham selv, og bliver øjeblikkeligt manipuleret med. Stoners ægteskab er et lydløst magtspil, og det mest gruopvækkende afsnit i bogen, hvor Stoners kone river Stoner og hans elskede datter fra hinanden, hvilket hans  ikke bekæmper. Stoner lader ganske enkelte tingene ske, også selvom han udmærket er klar over, hvor de leder hen. Han overgiver sig uden en kamp, for han har ikke kræfterne til at kæmpe.
Stoner er hverken ynkelig eller modløs; han er blot indehaveren af et stille sind, som modarbejdes af verdenen omkring ham. Det er i virkeligheden Stoners grundlæggende relaterbarhed, der gør bogen så rammende. Så smertelig. Så fin. Så følsom og så sand. Bogen gør ondt. Den gør ondt, netop fordi den er så umulig, hjerteskærende og så sand.

stoner

Fra mig til alle jer….Læs den….:)

Stillidsen – Om tilværelsens store og små hemmeligheder

 

foto-28

 

Donna Tartts bog Stillidsen er en sjældenhed, som indfinder sig, måske, fem-seks gange i løbet af et årti.. Den rører både hjerte og tanker”. Sådan lød anmeldelsen af dette monumentale mesterværk i New York Times Book Review, da bogen udkom i USA.

Avisen placerede romanen på top fem listen over årets bedste skønlitterære bøger, og for nylig vandt Donna Tartt den største amerikanske litterære pris, Pulitzerprisen for Stillidsen.

Kort om Selve historien:

Theo Decker er 13 år, da han på mirakuløs vis overlever en eksplosion på Metropolitan Museum of Art i New York, mens hans elskede mor omkommer.

Ved ulykken kommer han i besiddelse af et værdifuldt maleri fra 1600-tallet Stillidsen af Rembrandt-eleven Carel Fabritius. Billedet er blevet betroet ham af en gammel døende mand, en antikvitetshandler, der beder ham om at tage Fabritius’ maleri og passe på det. Theo bærer det eftertragtede maleri med sig igennem sin ungdom, og efterhånden trækkes han ind i kunstens kriminelle og dødsensfarlige underverden.

Stillidsen er en gribende fortælling om en ung mands dannelse og en uforglemmelig odyssé gennem Amerika. Et fængslende drama om tab og overlevelse, kærlighed, identitet og skæbne.

“Alt hvad der er værd at skrive om livet og døden står et sted på de 837 tætskrevne sider om Theo Decker. Bogen indeholder simpelthen alt, hvad man kan ønske sig af stor, stor litteratur.”, skrev en anmelder om Tartts fortælling.

 

Det er nu nogle uger siden at jeg blev færdig med denne gigant af en roman. Kunne ikke rigtig finde mig i den, flød lidt rundt, frem og tilbage, satte den på hylden og tog den så frem igen.

Og da den tog mig, faldt mit hjerte til ro og mine tanker fandt sin vej, ind i en verden fyldt af alt det ,der fylder et liv af tro og håb og hemmeligheder….

For hvordan kommer et barn igennem barndommen, når én af grundingredienserne heri, er en hemmelighed, en løgn og måske et bedrag?

Hvor solid er den form, barndommen støber til os? Hvad skal der til for at ødelægge et menneske? Hvornår er vi gået så langt, at der ingen vej er tilbage?

” There´s a difference between who we love, who we settle with and who we’re meant for.”

Og Stillidsen handler om alt dette. Den handler om det hele. Hvordan man overlever. Hvordan man lever, og hvordan man finder ud af at gøre det rigtige.

At tilgive og elske. At slippe det der ødelægger dig, for at gøre dig fri til det der vil bygge dig op. Der  er nogen der siger, at det er på vejen dertil, du skal give hvad du ønsker at få.

Vigtigst af alt?  Hvad der sker, hvis vi lader os elske, når kærligheden endelig er der.

Ikke et ord er spildt, ikke en sætning lader én ensom tilbage. Lige der, var alt bare så fint, enkelt og ægte.

Nyd et par dage, bare dig og Stillidsen. Jeg er sikker på at du har fortjent det:)

Kh Johanne