Historie om et ægteskab

Jeg bliver nødt til at tænke mig til hvordan det var for hende det efterår, en af de dage før det hele skete.

Sådan lyder en af de første sætninger i romanen Historie om et ægteskab skrevet af den norske forfatter Geir Gulliksen. Et ægteskab i opløsning, som det er skrevet om, så mange gange før. Men når denne roman ikke ligner de andre, er det fordi forfatteren ikke har valgt at skrive historien ud fra hverken mandens eller kvindens synsvinkel, men derimod forsøgt at lade manden se det hele fra kvindens synsvinkel. Fordi hun har lukket af. Fordi hun ikke længere vil fortælle ham noget.

historie-om-et-aegteskab

Romanen handler om et ægteskab, fortalt efter det hele er forbi. Han forsøger at finde ud af hvordan hans ægteskab kunne gå i stykker, når han og hans kone faktisk elskede hinanden og ville hinanden det bedste. Det gør han ved at forsøge at se sig selv og forholdet gennem hende, sådan som han forestiller sig, at hun kan have oplevet det.

Historie om et ægteskab er en stærk og voldsom roman, som jeg tror at enhver der har været eller er i et ægteskab vil kunne spejle sig i. På den ene. Eller på den anden, måde. Manden fortæller kvinden, og afsløre derved alle sine egne følelser. Det er det der gør denne roman så utrolig interessant.

Og, så er Historie om et ægteskab en fortælling om hvad kærlighed er og kan være, og om hvordan vi forvalter den i en tid hvor synet på kærlighed og køn ændre sig radikalt.

 

Vil du fortælle om os.

-Om os?

-Fortæl det til mig som om jeg ikke vidste noget.

-Vi var kærester.

-Ja. Og?

-Vi var kone og mand. Vi havde børn sammen.

-Ikke det. Fortæl om os to. Hvad var det der skete med os?

-Vi boede sammen.

-Passede på hinanden?

-Hvad mener du? Ja, det gjorde vi da.

-Men så en dag.

-Men så en dag? Skal jeg fortælle om det?

-Jeg har brug for at høre hvad der skete med os. Jeg forstår det ikke.

-Det står heller ikke klart for mig.

-Vil du så ikke fortælle mig om det alligevel?

-Det tror jeg ikke jeg kan. Nej, det vil jeg ikke, det kan jeg ikke.

-Skal jeg fortælle det i stedet? Det gør jeg så……

184 sider intens læsning skrevet i 2015, netop udkommet i 2017 på dansk ved forlaget C&K Copenhagen.

God søndag aften

Kh Johanne

Et æble er bare et æble

For nogle uger siden læste jeg lidt tilfældigt, en omtale af Charlotte Mandrups nyeste bog Vær Professionel på Jobbet.

Og lad mig sige med det samme; havde det ikke været for denne interessante artikel, var Charlotte Mandrups bog ikke røget i min indkøbskurv. Men som mange af os, heldigvis lærer fra en tidlig alder, skal man ikke skue hunden på hårene.

værproffessionel

Titlen Vær professionel på jobbet, førte mine tanker hen mod den kategori af bøger, som hjælper én til, at blive lykkelig på 10 dage. Intet, kunne dog være mere fjernt, fra denne lille perle af en debatbog, fra Charlotte Mandrups hånd.

Altid, når jeg er færdig med at læse en bog, processer jeg den efterfølgende indeni mit hovede; på løbeturen, bilturen og som en forlængelse, af gode samtaler med spændende mennesker, til tider også med, for mig, knapt så spændende mennesker. Når jeg har tænkt bogen færdig, finder jeg så et par overskrifter for, hvad bogen handlede om for mig, hvad jeg kan bruge dette til, og hvordan jeg vil gøre dette.

Jeg er af den overbevisning, at intet sker ved et tilfælde.

Vi møder de mennesker vi skal møde, på de tidspunkter i livet, hvor vi har brug for at møde dem. Vi er i de job vi skal være i, på de tidspunkter i livet, hvor vi har brug for de erfaringer, pågældende arbejdsplads vil give os. Ligeledes får vi den kærlighed, de kys, knus og knubs vi har brug for, for at komme hele og stærke igennem et helt liv, lige præcis på de tidspunkter, hvor vi har brug for dette. Og det samme med bøger; vi opdager de bøger vi har brug for at læse, i de perioder af vores livscyklus, hvor de passer allerbedst ind.

Jeg er et af de mennesker, som kan have svært ved, at finde en passende balance imellem det at være professionel og privat på jobbet. Ofte har jeg stået i nogle situationer, som har påvirket mig mere, end de udefra set, burde have gjort. Jeg er kommet igennem, for så igen at stå i samme dilemmaer, et nyt sted.  Der er én der har sagt til mig, at man nogle gange skal brænde nallerne så gudsjammerliget, før man er klar til at handle!. Det skal gøre så ondt, at der ikke er andet at gøre, end at stoppe op, trække vejret og tage et godt og grundigt kig ind ad.

I min lille notesbog er der fyldt med guldkorn, blandt andet det om, at man sagtens kan være personlig på sit arbejde, uden at være privat.

Netop dette skrive Charlotte Mandrup om i sin bog. Hun skriver om at det er på tide, at vi bliver mere professionelle på jobbet, lader følelserne blive hjemme og lade være med at søge livets mening, kærlighed og sikkerhed på arbejdspladsen. At vi skal undgå at knytte os stærkt til virksomheden, lederne eller teamet, i den tro at: Hvis jeg giver alt, får jeg det hele igen.

Vi skal finde råstyrken indeni os selv, der hvor vi selv er herre over vores følelser og ikke omvendt. Der hvor vi lever efter egne valgte værdier, så vi hermed kan blive stærkere i fællesskabet. Det sted hvor vi ved, at vi ikke vælter, så snart modvinden kommer. For den vil komme!

roser

Vær professionnel på jobbet er et glimrende indspark, til dig der kan mærke, at der simpelthen bare er noget i det at være på arbejde, som ikke fungere. Måske er du stresset, måske er du ked af det, måske er du allemulige ting, som du fylder op i dit hovede og som bevirker, at du ikke kan være tilstede i det liv du har. Måske har du brug for at læse Vær professionel på jobbet.

“Min tese er, at vi hele tiden enten længes efter noget eller ønsker at komme væk fra noget. Vi er konstant i en form for bedømmende modsætningsforhold til virkeligheden: mere af dette, mindre af dette. I stedet for at acceptere at livet, verden, virkeligheden og vi selv såmænd bare er, hvad det er, og at den følelsesmæssige værdi er noget, vi selv lægger ovenpå. Et æble er bare et æble. Ikke mere. Ikke mindre. Og det er nok”

Hvad jeg vil huske bogen for: Vi har altid et valg. Spørgsmålet er bare, om du tør tage konsekvenserne heraf.

 

God weekend

Kh Johanne

Angry White Men – om dørmåttemænd & kvinderne der stjal deres manddom

I denne amerikanske debatbog ’Angry White Men: American Masculinity at the End of an Era’ fra 2013 behandler sociolog og kønsforsker Michael Kimmel emnet vrede hvide mænd i USA.

Bogen handler om en broget flok som den voksende Men’s Rights Movement, de opsigtsvækkende (hvide) skoleskyderdrenge, forsmåede fraskilte mænd, ufaglærte mænd som finanskrisens jobløse tabere, neonazisterne og mænd, der efter seksuelle afvisninger tager hævn over tilfældige kvinder.

FullSizeRender-5

»Det er måske svært for hvide mænd at erkende«, skriver Michael Kimmel, »men vi har haft medvind alle disse år, og det vi betragter som en ’forventelig retfærdighed’, er bygget på ryggen af andre, som til gengæld har vidst siden fødslen, at systemet er imod dem«, skriver Kimmel.

En af dem, der blander sig i kønsdebatten herhjemme, er 39-årige Lars Rex Mundi. Han har skrevet en del vrede indlæg på den feministkritiske blog Manfo.dk, hvor han kritiserer ligestillingsdebatten og deler ørefigener ud til kvinder. »Det startede dengang, jeg arbejdede som hjemmehjælper. Jeg fik hug af de kvinder, jeg datede, og fik hele tiden at vide, at jeg ikke var deres type. Jeg ville gerne have en kæreste og blev frustreret, fordi kvinderne syntes, det var for vagt et job til en mand. Det var dårligt for mit selvværd at blive afvist hele tiden, og så begyndte jeg at skrive sure klummer«, fortæller Lars Rex Mundi.

Og han er bare en blandt mange tusinde vrede hvide mænd, der raser ud på nettet. Michael Kimmel beskriver i sin bog, hvordan amerikanske mænd er under pres fra højtuddannede kvinder og et arbejdsmarked i transformation. Han mener, at hvide heteroseksuelle mænd i Vesten forventer privilegier som magt, penge og hengivne kvinder som følge af en slags ’ureflekteret fødselsret’.

Men den tid er slut, mener forskeren, og undertitlen på bogen ‘the end of an era’ skal ifølge Kimmel tages bogstaveligt. »Det er ikke enden på mænd, men enden på mænds privilegier og den hvide heteroseksuelle mands verdensherredømme. Mange mænd føler sig snydt, fordi de identificerer sig med mænd over dem selv i fødekæden, socialt og politisk, mens de økonomisk faktisk har sluttet sig til dem, der historisk har været under dem«. Underforstået: De sorte, kvinder og homoseksuelle mænd.

Resultatet er den vrede, hvide mand. Det er ham, der raser på Facebook eller sin blog. Argumenterer for, at mænd i dag er undertrykte og skal sige fra. At nok er nok.

Den selvstændige kvinde er fjenden Mandeforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet har også netop udgivet en bog om maskulinitet, ‘Mænd – køn under forvandling’.

Han oplever, ligesom Kimmel, at der bliver flere og flere af de vrede hvide mænd. »Det er den der med at sige a black woman took my job. I stedet for at tænke, at hun måske var mere kvalificeret. Eller mere omstillingsparat. Det kan være kulturelt grænseoverskridende at rykke ved magtstrukturerne, selv om der også er rigtig mange mænd, der synes, det er fantastisk ikke at skulle være forsørgere og at kunne nyde ligestillede seksuelle partnere og det at leve på en helt anden måde end deres far og farfar«, siger Kenneth Reinicke.

Jeg er flyttemand nu, i stedet for hjemmehjælper. Det gør, at jeg får mange flere tilbud fra kvinder. Men det er dobbeltmoralsk af kvinder, når de siger, at de vil have et og så handler på noget andet Reinicke mener at de e vrede hvide mænd bestemt har noget at være rasende over. Fx over mænds samkvemsret til deres børn efter skilsmisser og mænds overrepræsentation i misbrugs- og selvmordsstatistikkerne

»Der har været en blindhed over for mange af mænds særegne ligestillingsproblematikker, og mænd er ikke gode til at se på deres valg i livet og forbinde dem med risici. Det er nemmere at sige: Det er også de forpulede kællingers skyld end for eksempel at kigge på, hvordan man egentlig var far for sine børn inden skilsmissen«.

I USA har mandebevægelsen (MRM) været voksende i årevis. Og blogs som A Voice for Men, Angry Harry, Men Going Their Own Way, The Spearhead og til dels de mange såkaldte pickupartistfora understøtter de vrede mænd.

Fjenden er den frigjorte vestlige kvinde, der er blevet for stærk, for selvstændig, for krævende, for meget. I Danmark har vi Foreningen Mand, bloggen dadman.dk, maskulinmodstand.dk, og for nogle år siden blev det også forsøgt at starte et såkaldt maskulint parti, Fremdrift.

Blogger Lars Rex Mundi fortæller, at han er omgivet af frustrerede mænd. De vil have sex og kærlighed, kærester og familie, men de oplever, at de ikke kan leve op til moderne kvinders høje krav på datingmarkedet. Derfor bliver de vrede, føler sig valgt fra og trådt på og synes, det er strengt, at kvinder kan lave børn alene.

»Du må godt kalde mig en vred hvid mand. Men jeg har forsøgt at ændre nogle ting i mit liv. Jeg er flyttemand nu i stedet for hjemmehjælper. Det gør, at jeg får mange flere tilbud fra kvinder. Men det er dobbeltmoralsk af kvinder, når de siger, at de vil have et og så handler på noget andet«, siger Lars Rex Mundi om de mange kvinder der efterspørger ’bløde mænd’, men i virkeligheden hellere vil have machomænd i traditionelle mandefag, når de vælger partner.

vægt

Det med at føle sig overflødig optræder også en del i Michael Kimmels bog om de amerikanske mænd. De falder bagud, hvis ikke de er omstillingsparate. Og i stedet for at rase ud og lade vreden gå ud over de multinationale virksomheder, som flytter job til den anden ende af verden for at spare på timelønnen – eller de finanskonger, der har kørt økonomien i sænk – så får ‘feminazierne‘, et udtryk, den amerikanske mandebevægelse bruger en del, skylden. Det er nemlig kvinderne, der har stjålet deres manddom.

Angry White men er om noget en bog der sætter tankerne igang, og vil med sikkerhed kunne bruges som afsæt til livlige og passionerede samtaler i de små hjem.

Jeg købte mit eksemplar på Amazon.com men den kan også bestilles hos http://www.saxo.com

Vi var løgnere – Om lidenskab, retfærdighed, oprør, ulykke, hemmeligheder og sandheden

“Den ildrøde skam over at være uelsket gennemblødte græsset foran huset, fliserne på stien, trappetrinene op til verandaen. Mit hjerte sprællede som en ørred mellem pæonerne”

– E.Lockhart

IMG_8722

 

Og så fandt jeg mig selv, siddende med en roman om en amerikansk overklassefamilie

Hver sommer mødes alle medlemmerne fra  den rige og perfekte Sinclair-familie på en privat ø. Og det er fra denne ø fortællingen om de årlige sammenkomster, og særligt hvad det rigtig var, der skete den ene sommer, udspringer.

Den sommer der er fortrængt og glemt og som fortælleren ikke er i stand til at huske.

Jeg fandt mig selv siddende, i solen denne første sommerdag i juni og læse historien om fordomme, grådighed og skiftende favorisering mellem de voksne,børnene, kvinderne. Og et billede af lange sommerdage med lemonade på terassen i New Hampton, tennis som kun de velhavende kan spille det og scrabble i de sene aftentimer, hvor ord vi andre nært ikke vidste eksisterede, danner rammen for en fortælling om voldsom kærlighed.

En fortælling om hvordan gode intentioner kan få fatale konsekvenser. Om kærlighed når den er allerstærkest og når der ikke er langt imellem ekstase og bundløs tragedie.

Vi er Sinclair-familien

Ingen lider nød.

Ingen har uret.

Vi bor, i hvert fald om sommeren, på en privat ø ud for Massachussets kyst.

Det er muligvis alt, hvad du behøver at vide.

Bortset fra, at nogle af os er løgnere.

 

Andre ville måske skrive:

En smuk og fremtrædende familie

En privat ø

En intelligent, ødelagt pige

En lidenskabelig dreng med en stærk retfærdighedssans

Fire venner- løgnerne, hvis venskab udvikler sig destruktivt

et oprør. En ulykke, En hemmelighed

Løgn på løgn

Ægte kærlighed

Sandheden

e-lockhart-009

Vi var løgnere blev nomineret i 2014 til bedste YA-bog i Goodreads og Amazon  og lå i mange måneder på New York Times bestsellerliste.

Forfatterinden,  Emily Jenkins, har en doktorgrad i litteratur.

Bogen udkom i 2015 på dansk på forlaget Høst & Søn og kan købes her: http://www.rosinante-co.dk

 

 

 

Ting ser som regel værre ud end de er….

For en lille uge siden fik jeg tilsendt Karen Uthaugs bog Og sådan blev det. 

Anledningen var kampagnen Danmark Læser iværksat af kulturminister Marianne Jelved, en kampagne hvis formål var et ønske om, at få flere til at læse mere. Kampagnen består dels af en lang række nye læseaktiviteter i kommuner over hele landet, dels af en fejring af Verdens Bogdag, d.23.april., hvor over 100.000 bøger blev delt ud af frivillige boguddelere.

IMG_8147 marenuthaugh IMG_8146

Torsdag skulle jeg så på scenen, sammen med tre andre læsere, samt Marianne Jelved og Karen Uthaug, hvor vi skulle tale om bogen Og sådan blev det.

Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder. Det der fra starten slog mig, da jeg læste bogen var, hvordan Uthaug på fineste vis, forstår at beskrive sine karakterer, uden på nogen måde at dømme, gøre dem til gode og onde. Befriende, for er det ikke sådan det er? Selv den onde stedmoder, i Uthaugs bog potratteret som Grethe, hun gør vel bare gør, det bedste hun kan. Grethe handler med og udfra det hun har, og dette i et mildest talt ensomt vand. Et vand hvor hendes nye mand, barnets far, er så godt som ikke eksisterende. Knut sætter scenen, dagen efter han ankommer med sit lille barn, hos sin nye kvinde. Han vender sig mod Grethe, lægger sine arme om hende og visker at han elsker hende, hvortil hun svare:

Er det ikke for tidligt at sige den slags Knut?

Knut ryster på hovedet.

Så elsker jeg også dig” .

Alle har de deres ”sider”, og deres væsen indfanges i de små detaljer og handlinger.

Uthaug forstår at beskrive det stille barns univers i et sprog, som mest af alt er nøgternt og beskrivende – en stil, der minder om samernes hårdføre livsstil. Titlen ’Og sådan blev det’ siger det egentlig meget godt. Ikke så meget flæben eller slinger i valsen der. Af samme grund bliver historien heller aldrig (selv)medlidende. På trods af Grethe og Knuts velmenende forældreskab fornemmer man, at Risten er et misforstået barn, som ikke rigtig får afløb for sine følelser. Ingen, hverken børn eller voksne, udtrykker, hvad de i virkeligheden føler. Så Kirsten tegner sine inderste tanker på papiret i stedet eller deler dem med Niels i baghavens skur.

Romanen springer skiftevis frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og 2007, hvor hun er en voksen kvinde med en lille søn kaldet Rod. Kirsten beslutter sig for at opsøge sin mor, hun ikke har set i tyve år. En rejse til Nordnorge, som slet ikke bliver, som hun forventede.

Kulturministeren spurgte mig som et sidste spørgsmål inden vores samtale på scenen sluttede:

“Og tilgiver du så Grethe”?

Jeg nikkede.

“Ting har det med at se værre ud end de er….”:)

Rigtig god fornøjelse

Om erotisk og lidenskabelig kærlighed, og hende han aldrig fik

foto 1-5

I sommermånederne, som de er så inderlige og favnende, lister jeg aften efter aften afsted, ned mod min smukke sø. Nogle dage føler jeg en længsel så stor, efter lyden af det stille vand og duften af de bølgende briser, at jeg, når jeg når skovens bugtende stier, må tage mine sko i hænderne og bare løbe, løbe, løbe, som en elskende efter sin elsker, ned mod broen og vandets helende inderlighed.

I går var sådan en aften.. Jeg bare løb og løb og løb og havde jeg skulle løbe til evigheden, havde jeg gjort det.

Og så, lige der, på en falmet skovbænk lå den fineste lille bog. Jeg kiggede mig omkring. Hvis bog er du? Men der var ingen, ingen andre end mig. Du så læst og forladt ud, så jeg tog dig til mig, og hånd i hånd gik vi ud den lange bro, helt ud på Furesøen.

Og vi sad der, min hånd lille og fin i din, mens hele verden forsvandt omkring os. Der var kun dig og mig. Du fortalte mig om dit liv indtil nu, du tog mine ord til dig, og sammen vidste vi, fra dette øjeblik, at intet igen, nogensinde, ville blive som før.

Det var ikke en tilfældighed. Som du sagde, havde det altid været meningen.

Jeg tror på, at der er en mening med alt. Jeg tror ikke, at det der sker, de mennesker vi møder, de valg vi bliver sat overfor, er tilfældige.

Jeg tror, af hele mit hjerte, at der er en mening med, at vi mødes. Det var meningen, at vi skulle møde hinanden, netop nu, midt i livet.

Og den lille fine bog… Dig tog jeg til mig, uden forbehold, fordomsløst fra det øjeblik jeg så dig.

Din fortid er mig så uendelig ligegyldig, for jeg vil bare være sammen med dig.

Svar på Helgas brev af Bergsveinn Birgisson er et brev fra en mand til en kvinde. Et brev til sin elskede Helga. Kvinden han ikke fik.

Kvinden der var hans livs kærlighedshistorie, hende han elskede fra første ord, hende der fik ham til grine, mærke, elske, kæmpe. Hende der fik hans hjerte til at dunke så hårdt i brystet, at han et øjeblik troede, at det var blevet ungt og nyt igen.

Kvinden der kunne have givet ham alt, men som han valgte fra, af pligt, loyalitet og frygt.

Svar på Helgas brev er fortællingen om den erotiske og lidenskabelige kærlighed, den der vare ved. Den vi allesammen drømmer om, men som er de færreste forundt.

Kh Johanne

En torsdag – fra min hverdag….

Har nu en herlig stak bøger liggende klar til læsning…. Stillidsen af Donna Tartt, Intet at fortryde af Trude Marstein og Solen går sin gang af Hemingway ….

20140410-193442.jpg
I sidste uge læste jeg mit livs første krimi… S for stilhed… Den var ikke et hit, hvilket krimier aldrig har været det for mig. Denne var dog den første jeg kom igennem. Men jeg gider ikke skrive om den her, for den gjorde absolut INTET for mig…
Skyndte mig derfor at købe mig et sikkert hit som en lille trøst for mine dage i læsehelvede. Og valget faldt på Rainbow Rowells bestseller. Kærlighedshistorien om Eleanor og Park

Min torsdag forløb derfor således: aflevere børn, træne og afsted til min ynglingscafe i Lyngby….:)

http://www.migogannie.dk

Eleanor og Park 

https://gad.dk/eleanor-og-park