Dræb Ikke En Sangfugl

 

Den lille sydstatsby Maycomb er fyldt med fordomme, vold og hykleri, så da byens respekterede sagfører, Atticus Finch, påtager sig forsvaret af en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, får det store konsekvenser for den lille by.

go set a

Historien er fortalt gennem øjnene på den lille niårige pige Jean Finch, kaldet Spejder. Som hun ser de voksnes irrationelle holdninger til race og samfundsklasse i 1930érnes Alabama.

Spejders´s mor er død, og hun bor nu sammen med sin bror, far og sorte tjenestepige. Faderen er en meget anerkendt advokat. Spejder er et af de børn, der har det der blik i sine øjne; Det blik nogle børn har, i hvilket man kan se, alle de mange spørgsmål og tanker, de har om livet. Igennem bogen følger vi Spejder hjemme, i skolen og hendes indlemring i de voksnes kyniske verden.

Som børn er flest, har Spejder ikke meget tilovers for hendes fars gøren og laden. Men da han påtager sig at forsvare en af byens sorte, der står for at blive uskyldigt dømt for overfald og voldtægt, ændres hendes syn på faderen.

'To Kill A Mockingbird' Film - 1962...No Merchandising. Editorial Use Only Mandatory Credit: Photo by Everett Collection / Rex Features ( 549137g ) 'To Kill A Mockingbird', Mary Badham, Gregory Peck 'To Kill A Mockingbird' Film - 1962

Dræb ikke en sangfugl” er en af de mest solgte amerikanske romaner nogensinde. 40 millioner eksemplare. Bogen rangerer i mange undersøgelser,som den næstvigtigste bog for amerikanerne, kun overgået af Bibelen.

Også i Danmark udkom romanen om advokaten Atticus Finch og hans observerende datter,  Spejder, og nu har forlaget Lindhardt&Ringhof udgivet oversættelsen i ny udgave.
Gennem hele bogen, er handlingen set gennem den niårige Spejders øjne. Der er meget, som hun ikke forstår; hun er et barn, der er ved at lære. Spejder er længe uforstående over for, at hendes sagførerfar tilsyneladende ikke udretter noget fornuftigt, men bare dag efter dag går hen på sit kontor og hjem igen om eftermiddagen. Men det forandre sig den dag Atticus påtager sig en sag som forsvarer af en sort mand, der anklages for voldtægt af en hvid kvinde.

Spejder følger denne retssag, og lære herved også at retfærdigheden ikke altid sker fyldes.  At de onde nogen gange vinder over det rene, umiddelbare og ægte. Måske derfor er Dræb ikke en sangfugl en syndefaldshistorie: Det onde er kommet ind i verden, og barndommens paradis varer ikke hele livet.

Harper Lee sagde engang, at romanen er et langt kærlighedsbrev til faderen, som hun betragtede som en rendyrket helt med stærke moralske principper. Og sandt er det, at romanens hovedperson, Atticus Finch, er godheden selv med en særlig rummelighed reserveret andre mennesker. Som han siger et sted i romanen:

Man forstår ikke en anden, før man prøver at se på tingene fra hans synsvinkel (…), før man kryber ind i hans hud og ser på verden med hans øjne.”

Det er også helten Atticus, der giver romanen navn, med følgende ord til Spejder og hendes bror: ”I kan så for min skyld nedlægge alle de skovskader, I ellers kan få ram på, men husk, at det er en dødssynd at dræbe en sangfugl.”
Bogen handler om fordomme og snæversyn i forholdet mellem sorte og hvide i USA. Dens enorme popularitet kan måske forklares ved, at den udkom samme år, som John F. Kennedy blev valgt til præsident, og en række markante borgerretsreformer trådte i kraft. Tiden var svanger med håb for den sorte befolkning, og borgerrettighedsbevægelsen havde vind i sejlene.

Sangfuglen er blevet læst som et symbol på de sortes undertrykte samfund – men romanen er også blevet kritiseret for at udtrykke hvid bedrevidenhed og handlekraft over for sortes passivitet. Romanens sorte er ikke noget i sig selv; kun i kraft af de hvides ondskab eller godhed får de liv, lyder kritikken.

Forfatteren, der blev født i 1926, lever endnu, men har siden bogens udgivelse været fuldkommen tavs. Ikke et eneste interview eller kommentar er sluppet ud fra huset i Monroeville gennem årene, og Lee er sammen med kollegerne J.D. Salinger og Thomas Pynchon amerikansk litteraturs store, tavse forfatter – en sjælden eremit i en medietid, der har modstået offentlighedens nysgerrighed.

Læs den… Læs den læs den læs den…. Så smuk og fin … Kan ikke sige andet end…. bare læs den

 

Kh Johanne

 

Lad tiden gå – om at heles.

Den første gang lever man, den næste oplever man. Ikke før den tredje gang, når man genoplever, er man i stand til at værdsætte opbygningen og fatte de dybere sammenhænge. Ikke sært, at vi dømt til et usselt gennemløb aldrig begriber en pind.

lad tiden gå

I år fik jeg en julegave, uventet.  Tanken, omhyggeligheden, en gave fra et menneske, som trods julens stress og jag, rent faktisk havde gjort sig umage. Ikke af pligt og traditioner, men af lyst og kun for mig. Gaven var en bog, fundet i et antikvariat i Århus. Gammel, gul og med flossede sider, lige præcis så smuk, som kun en brugt bog kan være det.

Professor Jeyde studerer tidens fysik (kronofysik), og har en spændende teori. Hans unge assistent, Johanne, hjælper ham. Og som det så må gå, når en gal opfinder er bidt af en ny teori, så begynder der snart at ske mystiske ting,

Jeyde bygger en fungerende tidsmaskin, omend dens repertoire er begrænset: den kan én ting, nemlig spole alting 23 dage baglæns, og åbner derfor Jeydes øjne for, hvordan et menneskes tidslinjer påvirker hinanden.

Når nu man har en tidsmaskine, der kan “resette” hele verden, er det oplagt at bruge den til én ting: de ting, man ikke fik gjort rigtigt første gang.

På et tidspunkt jagter Johanne Det gode liv og hele bogen er præget af de gentagelser, der sker på den konto – også gentagelser i sproget, og i ting, der ikke direkte har noget med handlingen at gøre. Og det er jo altid en interessant tanke, “hvis jeg kunne gøre det igen, så ville jeg …”.

Den gode professor har et problem, fordi man ikke umiddelbart kan huske, at man er på vej gennem et tidsrum for anden gang, og det derfor er svært for ham at bevise, at hans maskine virker. Så der skal nogle voldsomme eksperimenter til, for at se, om det er muligt at huske intens smerte, og intens kærlighed, tværs gennem linjerne.

Hvor professoren bare gerne vil bevise sin teori, vil Johanne (mis)bruge maskinen til det yderste.

Både professorens og Johannes eksperimenter er interessante at følge. Hvor meget skal der til, for at man husker på tværs af tiden? Hvor lidt skal der til, for at man ønsker en ny chance?

Vi bliver nok nødt til at lade tiden gå, og opgive vores drømme om evigheden. Engang fandtes der intet liv, forklarede Sverre. Der var løsrevne minutter, løsrevne timer, løsrevne dage og menneskene var ikke i stand til at se fra det ene øjeblik til det andet. Først da fortællingen dannedes blev tiderne kædet sammen til en mening, hvorved livet opstod.
Men verden bestod jo virkelig kun af løsrevne minutter, løsrevne timer, løsrevne dage, indvendte Johanne.
Derfor, netop derfor, måtte han skrive sin roman, forklarede han. Så tiden kunne heles.

 

Bogen Lad tiden gå af Svend Åge Madsen, er skrevet i 1986 og kan kun købes rundt omkring i landet, hos diverse antikvariater.

 

Om at se sig selv…..

Elegant. Det er dét, hun er, frem for alt – elegant.

Siri Hustvedt er en newyorkercelebritet med et navn, der dufter af fyrreskov og et udseende, der er en blanding af adelige elegance og kunstnerens mystik.

Jeg har  altid syntes, at Siri Hustvedt skriver flydende og forførende. Hendes bøger er stemningsfyldte og passionerede, for hvad er mere forførende, end et menneske som kan sætte ord, på komplekse følelser og tilstande. Mennesker, der inviterer til nye tanker og refleksioner.

Siri Hustvedt kan, som ingen anden, rulle et menneskes indre liv ud, sætte det hele på spil og overfor hinanden, på en helt enkelt og elegant måde. Hendes tekster, lyser hudløst og klart op.

siri Det gennemgående tema i denne samling af essays er, hvor meget man skaber, som man udelukkende kan takke sig selv for? Hvem er det, der manipulerer hvem? Hvordan ser vi os selv, i samspil med andre?

Hustvedt mestrer den vanskelige teknik, som er ganske få forfatterinder forundt. Den, hvor præcise observationer af omverdenen og et menneskes private erfaringer,  fletter sig ud og ind af hinanden. Intet er forceret, og man får som læser, så absolut, ingen pointer serveret. Hvilken befrielse! Dybsindige indfald og barndommens erindringer, blandes sammen til en begavet tankestrøm.

Noget af det, der altid har rørt mig dybt, er Siri Hustvedts særlige adgang til barndommens land. En dyb indsigt i barnets fortryllende og forheksede virkelighed. Barnets verden.

Siri Hustvedt skriver om alvor, samvittighed og angst. Alt det der giver os de sår, som aldrig heler.
Hendes tekster er skrevet og født, først og fremmest, af mindet. »At skrive fiktion er som at huske noget som aldrig er sket«, skriver Hustvedt . Måske som et svar, til de læsere, der er i tvivl, om forholdet mellem en forfatters mix af virkelighed og fiktion.

“I virkeligheden er det, der fascinerer mig, ikke så meget det at være et sted som IKKE at være der. Hvordan steder lever videre i erindringen ,når man først har forladt dem, hvordan man forestiller sig steder før man ankommer, eller hvordan de pludselig opstår ,ud af ingenting, for at illustrere en tanke eller en historie. Disse mentale rum, fungerer som kort over vore indre liv langt bedre end noget “rigtigt” kort. De trækker grænserne mellem HER og DER og former hvad vi laver lige nu”.

hustvedt

Er du til tekster der udfordre, og kombinationen af intellekt, følelse, vid og lidenskab, så vil jeg anbefale dig, at læse Siri Hustveds nyeste essaysamling: En bøn for Eros og At leve, At tænke, At se.

God weekend

Kh

Johanne

 

 

 

Er taberen den, der elsker mest? En bog om det moderne parforholds arena…

Et andet sted  af Signe Pallisgaard, er den unge kvinde Annas fortælling om det år, der ændrede alt. Anna bor sammen med sin mand, Mattis og deres lille datter i en dejlig lejlighed i et godt kvarter. Alt er, som det skal være. Og så alligevel ikke helt.

signe

På en togrejse en sen januaraften, hvor Anna  rejser op til sin storebror i Norge, møder hun en mand fra sin tidlige ungdom. Det bliver et skæbnesvangert møde, der ikke blot knuser Annas familieliv, men også trækker tråde helt ned i hendes barndom og tilbage til det frygtelige tab af hendes lillebror.

Vi følger Annas liv i to parallelle spor på hver side af det år, hvor alting ramler. I starten forlader hun sin fornuftige kæreste og deres fælles datter for at tage til Norge og assistere sin noget ældre halvbror, der har bollet ved siden af og er blevet afsløret af sin kæreste. Helt tilfældigt træder den mand, som hun engang var forelsket i, ind i sovekupéen, og Anna falder i med begge ben, selv om han dengang var en sjuft og slet ikke god for hende.

Et år efter sidder hun alene i en ny lejlighed med stabler af flyttekasser, som hun ikke orker pakke ud. Datteren er hos sin far, hendes elskede mormor ligger for døden, og langsomt afdækkes et traume fra barndommen, som er baggrunden for hendes underligt distancerede forhold til forældrene. Anna er således helt nede på bunden at vende, og hendes selvdestruktive sårbarhed beskrives så indlevet hudløst som hos en Liv Ullmann.

et andet sted

Jeg er ikke psykoterapeut, så jeg kan ikke præcist redegøre for barndommens betydning for Annas reaktionsmønstre som voksen, men jeg kan i hvert fald se, hvordan kærligheden indgår i en destruktiv spiral.

I det moderne parforholds arena (”det var tilsyneladende blevet min opgave at forsyne ham med friske frustrationer”) bliver taberen den, der elsker mest, og kærlighed bliver noget, man skal gøre sig fortjent til. Noget for noget og krav om modydelser med næsten overtydelig symbolik beskrevet i den dyre gave, som Anna køber til sin far, men som han afviser.

I kølvandet herpå udfoldes en stærk familiehistorie med dybe sår og usagte ord. Vi møder Annas distancerede forældre, hendes troløse storebror og den karismatiske mormor, Oldingen, der faldt igennem isen som lille.

Anna er følsom og forvirret og lider af en form for kærlighedslængsel. Hun tror, at længslen retter sig mod manden fra fortiden, og længslen er så stærk, at hun lader hele sit liv styre af den. Hun tror, at hun kan blive lykkelig sammen med en anden, selv om problemet ligger i hende selv.

Igennem bogen bevæger Anna sig længere og længere ud mod kanten. Da hun ikke kan komme længere, er det intet andet at gøre, for at overleve, end at tage sin historie på sig. Der er noget, hun har fortrængt. Det viser sig, at hun har nogle knuder, som ikke er blevet bundet op. Og knuderne er bundet af hendes familie.

Som jeg læste bogen, kom jeg til at tænke på, hvad det er, der styre et menneske. Hvad lader vi os styre af?

Man siger, at græsset er grønnere på den anden side, og folk flytter sig hele tiden rundt for at få det bedre. De skifter job, flytter til en ny lejlighed eller skifter partneren ud. Mange lader sig jage rundt uden at være opmærksomme på, hvad der jager dem. Alle vil til Manhattan eller Rio og skifte job efter tre år. Det er til at blive helt stresset over. Måske vi er en masse af mennesker, der nok har lidt svært ved at være til stede. Folk læser mails, mens de taler med deres børn, er på Facebook mens de holder i hånd med deres kæreste, som herved konstant bliver mindet om, at der er noget, som er vigtigere end dem.

Anna mister alt i jagten på kærligheden, selv om den eftertragtede mand ikke er opmærksomheden værd.

Et andet sted er en roman, der handler om at tabe sit liv på gulvet, falde og rejse sig igen.

 

Ps Et andet sted er Signe Pallisgaards første roman… og den tog den dygtige forfatterinde ti år og et par afslag, at få udgivet:)

 

God søndag

Kh Johanne

IMG_8883

 

 

Alt forladt – Om at turde elske og blive elsket igen

Jeg tror, at det er de færreste mennesker, der ikke ønsker at være i et kærlighedsforhold, der holder livet ud. Det er og bliver vores ultimative håb. Nogle mener, at kimen til den livslange kærlighed ligger gemt i den helt overordnede beslutning, man træffer i begyndelsen. Lad os kalde det et JA hele vejen rundt!. For det er vel ikke ret meget i denne verden, der lykkes, hvis ikke man vil det og tror på det hele vejen. Og et kærlighedsforhold, der kapsles inde i måske´er, fødes med en skrøbelighed, der måske ikke er nødvendig?

alt forladt

Alt forladt er bogen til dig, der er blevet forladt. Du kan læse om sorg, ulykke, vrede, hævn og tilgivelse. Måske endda  finde trøst.

Og Alt forladt er en bog til dig, der er gået. Du kan læse om svigt, skyld og skam, om ærlighed og egoisme, og måske kan du endelig lade skuldrene synke og trække vejret lidt lettere.

Jeg tror, at mange der har forladt, vil kunne genkende følelsen af at ” det kan man da ikke…. Så selvoptaget har man da ikke lov til at være¨. At såre andre mennesker, de vigtigste mennesker i ens liv, for et behov, man kun selv har. Men nogle gange kræver livet bare, at man bliver nød til at gøre noget, der i selve øjeblikket kan se meget egoistisk ud, men som på længere sigt rent faktisk er bedre for de mennesker, man skal være noget for. Hvor står det skrevet at man skal affinde sig med et liv, der er halvt levet?

Alt forladt er inspireret af en række samtaler, sognepræsten Anna Mejlhede har haft igennem årene med par, der kom for at blive gift (eller gift igen), samt de par, der var ved at forlade hinanden. Desuden har hun talt med ti mennesker, der har indvilget i at dele deres historie.

Det at blive forladt, bliver af mange beskrevet, som det mest traumatiserende de nogensinde har og vil komme ud for. Jeg tror virkelig, at mennesker, der bliver forladt af den de elsker, kæmper med at skulle se hinanden i et andet lys bagefter. For det bliver man vel nød til, hvis man skal kunne holde det ud. Ægtefæller der mister den anden pga sygdom, kæmper ikke på samme måde med et hvorfor. De kæmper måske med dødens urimelighed, men ikke med et hvorfor gik han/hun, og hvad er det ved mig, hun ikke elsker ? 

Men faktum er, at rigtig mange menneskers parforhold afgår ved døden. Det betyder dog ikke, at kærligheden i verden er død. Din evne til at føle kærligheden, er bare besvimet lidt. Måske skal den have kunstigt åndedræt, hjertemassage og en ordentlig omgang omsorg, inden den liver op igen. Så længe den ikke konverteres til bitterhed og had.

Bitterhed og had kan sidde længe i et menneske, og nogle gange kan de måske komme til at sidde der så længe, at det en dag er for sent at krænge den af sig? For det går i blodet på én og trænger dybt ind i ens biologiske system og bliver ét med ens person. Ud af personen kommer der ord. Problemet med ord er bare, at de sætter aftryk – ligegyldigt hvor meget vi forsøger at slette dem igen ved at sige, at vi ikke mente dem. For vi sagde dem jo.

Med mine øjne tegnes kærlighedens væsen, som et ansigt. Nok kan det ændre form og skræmme livet af os indimellem, men man skal aldrig give op, i sin søgen efter det ansigt som taler et sprog man forstår – lige meget, hvor mange gange, vi er blevet skuffet. Jeg har valgt at tro, at det ALDRIG er for sent. Og påstanden om, at ægte, varig kærlighed slutter med den første skilsmisse. Ja den er kun sand, hvis du beslutter dig for, at den er det!

Hvornår og hvordan man møder kærlighedens væsen igen, handler nok en hel del og held og tilfældigheder. At man møder et menneske, man falder helhjertet for.

Den dag det sker, gælder det så om, at været rustet til, at turde, at sige JA hele vejen rundt.

 

“Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det”!

Mattæusevangeliet kap.19

 

Kh

Johanne

 

 

Om hvad der sker, når det hele begynder at falde fra hinanden

‘Os’ er historien om et ægteskab i opløsning, en mislykket dannelsesrejse og en mand i midtvejskrise.

Bogens hovedperson er Douglas som er gift med Connie. Sammen har de sønnen Albie på 17 år, som hælder mere til sin mors side end til Douglas´.

Hvor Douglas er en stivstikker, bundfornuftig, med rengøringsvanvid og laminerede rejsekort, overforsigtig, stolt og et ansvarsbevidst skaffedyr, er Connie alt det han ikke er. Kunstnerisk, flagrende og lidenskabelig. Til Douglas´store overraskelse er det engang lykkedes ham at blive kæreste med Connie og gift med hende.

Douglas er så rationel, at han er irrationel.

I Os bliver det Douglas’ opgave ikke bare skal redde sit ægteskab, men også finde sin fortabte søn og søge forsoning med ham. Han skal genopfinde sit ægteskab – eller opløse det. Det sidste er vist det, Connie helst vil. Og så skal han måske sætte sin søn fri.

I dette limbo begynder ’Os’. Med en skildring af en mands kamp for at holde sammen på sit ægteskab på en ganske afsindig måde. Nemlig ved at drage på noget så gammeldags som en dannelsesrejse med sin kone og søn.

På denne rejse, følger man Douglas ned ad mindernes allé, hvor han fortæller om Connies og hans ægteskab. Om de første år, utroskabet, børnene, konfliktpunkterne, jalousien, glæderne, sorgerne, kriserne.

Historien om det kriseramte ’Os’ er den almindelige fortælling om mødet mellem modsætninger.

Os er en gribende historie om, hvad der bevarer et ægteskab og holder familien sammen, og hvad der sker, når det hele begynder at falde fra hinanden.

david n

God god læsning:)

Når Patriarken går på pension

Hele livet har Harald været vant til at få det sidste ord. Og ikke bare i de anmeldelser og klummer, han har skrevet i avisen, men også derhjemme, hvor familliens samvær har været domineret af hans markante holdninger til overgrebene på de gamle danske værdier og truslen fra de fremmede.

Den eneste, der har taget kampen op mod hans diktatoriske facon, er datteren Helle. Indtil han også over for hende gik for vidt. For siden Harald for fem år siden skrev en ætsende anmeldelse af Helles nye roman, har de ikke talt sammen. og nu da han er gået på pension, må han indrømme over for sig selv, at han savner hende.

patriarken3

Svigerdatteren, Birgitte, vil gerne hjælpe, men et velment forsøg på at skabe et nyt fælles grundlag for familielivet udløser i stedet en katastrofe, der kaster alle Haralds stærke meninger tilbage i synet på ham selv.

Hovedaksen i romanen er det kuldsejlede forhold mellem den netop pensionerede patriark, Harald Hügler, og hans datter Helle. Begge er de stejle og succesfulde holdningsmennesker, der er vant til at blive hørt. Bare ikke af hinanden. Begge er hårde på ydersiden, og dulmer den følsomme og nærtagende inderside med alkohol og Wagner-operaer.

Bogens titel – Patriarken – understreger, at Trisse Gejls egentlige ærinde er at sætte familielivets underliggende strukturer og rollefordelinger til debat. Hvad sker der, når patriarken går på pension – ikke bare på jobbet, men også i familien? Når den brobyggende matriark forsvinder og ikke længere er der til at forsone konflikterne på sin sædvanlige flegmatiske og usynlige måde?

Portrættet af Harald er helt og fuldt, man kommer godt og grundigt ind i hans knudrede mandeverden. Selvom Harald er et dumt svin – det siger hans børn – så kommer man til at holde af ham! Og portrættet af Helle er også meget rammende. Af en kvinde der, på overfladen, er stærk, samtidig med at hun lider og kæmper så frygteligt meget indvendigt!

Bogen er fra 2006 og udgivet af Lindhardt og Ringhof