Det gode i dig – Om at komme tilbage til livet og kærligheden….

Forfatterinden Linda Olsson er oprindeligt fra Stockholm, men bor nu i New Zealand sammen med sin mand.

’Det gode i dig’ er hendes tredje roman,

detgodeidig

Bogens hovedperson Marion bor alene på New Zealand, men et tilfældigt møde med drengen Ika får hendes fortrængte minder frem i lyset.

Ika bliver mishandlet og det får Marion til at tænke på sin egen barndom, en barndom der har gjort, at Marion nu, som pensioneret læge, bor alene i sit hus ved New Zelands kyst. Marion er sådan et menneske der har oplevet så mange sorger og tab i sit liv, at hun har valgt at leve en selvvalgt ensom tilværelse. Et liv hvor hun ved at holde andre mennesker ude, ikke vil risikerer at miste de, der potentielt kunne komme tæt på hende.

I drengen Ika genfinder Marion imidlertid en tabt del af sig selv, og ved fælles hjælp kan de to komme tilbage til livet og kærligheden igen.

Det gode i dig’ er en meget smuk, meget følsom og meget poetisk roman. Om sorg og om hvordan tilstedeværelsen af kærlighed og relationer mellem mennesker kan ændre tilværelsen for to ensomme mennesker.

detgodelinda

 

Bogen er fra 2011 og den havde enorm succes I New Zealand og røg til tops på den New Zealandske bestsellerliste.

 

God fornøjelse

Johanne

IMG_8883

Angry White Men – om dørmåttemænd & kvinderne der stjal deres manddom

I denne amerikanske debatbog ’Angry White Men: American Masculinity at the End of an Era’ fra 2013 behandler sociolog og kønsforsker Michael Kimmel emnet vrede hvide mænd i USA.

Bogen handler om en broget flok som den voksende Men’s Rights Movement, de opsigtsvækkende (hvide) skoleskyderdrenge, forsmåede fraskilte mænd, ufaglærte mænd som finanskrisens jobløse tabere, neonazisterne og mænd, der efter seksuelle afvisninger tager hævn over tilfældige kvinder.

FullSizeRender-5

»Det er måske svært for hvide mænd at erkende«, skriver Michael Kimmel, »men vi har haft medvind alle disse år, og det vi betragter som en ’forventelig retfærdighed’, er bygget på ryggen af andre, som til gengæld har vidst siden fødslen, at systemet er imod dem«, skriver Kimmel.

En af dem, der blander sig i kønsdebatten herhjemme, er 39-årige Lars Rex Mundi. Han har skrevet en del vrede indlæg på den feministkritiske blog Manfo.dk, hvor han kritiserer ligestillingsdebatten og deler ørefigener ud til kvinder. »Det startede dengang, jeg arbejdede som hjemmehjælper. Jeg fik hug af de kvinder, jeg datede, og fik hele tiden at vide, at jeg ikke var deres type. Jeg ville gerne have en kæreste og blev frustreret, fordi kvinderne syntes, det var for vagt et job til en mand. Det var dårligt for mit selvværd at blive afvist hele tiden, og så begyndte jeg at skrive sure klummer«, fortæller Lars Rex Mundi.

Og han er bare en blandt mange tusinde vrede hvide mænd, der raser ud på nettet. Michael Kimmel beskriver i sin bog, hvordan amerikanske mænd er under pres fra højtuddannede kvinder og et arbejdsmarked i transformation. Han mener, at hvide heteroseksuelle mænd i Vesten forventer privilegier som magt, penge og hengivne kvinder som følge af en slags ’ureflekteret fødselsret’.

Men den tid er slut, mener forskeren, og undertitlen på bogen ‘the end of an era’ skal ifølge Kimmel tages bogstaveligt. »Det er ikke enden på mænd, men enden på mænds privilegier og den hvide heteroseksuelle mands verdensherredømme. Mange mænd føler sig snydt, fordi de identificerer sig med mænd over dem selv i fødekæden, socialt og politisk, mens de økonomisk faktisk har sluttet sig til dem, der historisk har været under dem«. Underforstået: De sorte, kvinder og homoseksuelle mænd.

Resultatet er den vrede, hvide mand. Det er ham, der raser på Facebook eller sin blog. Argumenterer for, at mænd i dag er undertrykte og skal sige fra. At nok er nok.

Den selvstændige kvinde er fjenden Mandeforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet har også netop udgivet en bog om maskulinitet, ‘Mænd – køn under forvandling’.

Han oplever, ligesom Kimmel, at der bliver flere og flere af de vrede hvide mænd. »Det er den der med at sige a black woman took my job. I stedet for at tænke, at hun måske var mere kvalificeret. Eller mere omstillingsparat. Det kan være kulturelt grænseoverskridende at rykke ved magtstrukturerne, selv om der også er rigtig mange mænd, der synes, det er fantastisk ikke at skulle være forsørgere og at kunne nyde ligestillede seksuelle partnere og det at leve på en helt anden måde end deres far og farfar«, siger Kenneth Reinicke.

Jeg er flyttemand nu, i stedet for hjemmehjælper. Det gør, at jeg får mange flere tilbud fra kvinder. Men det er dobbeltmoralsk af kvinder, når de siger, at de vil have et og så handler på noget andet Reinicke mener at de e vrede hvide mænd bestemt har noget at være rasende over. Fx over mænds samkvemsret til deres børn efter skilsmisser og mænds overrepræsentation i misbrugs- og selvmordsstatistikkerne

»Der har været en blindhed over for mange af mænds særegne ligestillingsproblematikker, og mænd er ikke gode til at se på deres valg i livet og forbinde dem med risici. Det er nemmere at sige: Det er også de forpulede kællingers skyld end for eksempel at kigge på, hvordan man egentlig var far for sine børn inden skilsmissen«.

I USA har mandebevægelsen (MRM) været voksende i årevis. Og blogs som A Voice for Men, Angry Harry, Men Going Their Own Way, The Spearhead og til dels de mange såkaldte pickupartistfora understøtter de vrede mænd.

Fjenden er den frigjorte vestlige kvinde, der er blevet for stærk, for selvstændig, for krævende, for meget. I Danmark har vi Foreningen Mand, bloggen dadman.dk, maskulinmodstand.dk, og for nogle år siden blev det også forsøgt at starte et såkaldt maskulint parti, Fremdrift.

Blogger Lars Rex Mundi fortæller, at han er omgivet af frustrerede mænd. De vil have sex og kærlighed, kærester og familie, men de oplever, at de ikke kan leve op til moderne kvinders høje krav på datingmarkedet. Derfor bliver de vrede, føler sig valgt fra og trådt på og synes, det er strengt, at kvinder kan lave børn alene.

»Du må godt kalde mig en vred hvid mand. Men jeg har forsøgt at ændre nogle ting i mit liv. Jeg er flyttemand nu i stedet for hjemmehjælper. Det gør, at jeg får mange flere tilbud fra kvinder. Men det er dobbeltmoralsk af kvinder, når de siger, at de vil have et og så handler på noget andet«, siger Lars Rex Mundi om de mange kvinder der efterspørger ’bløde mænd’, men i virkeligheden hellere vil have machomænd i traditionelle mandefag, når de vælger partner.

vægt

Det med at føle sig overflødig optræder også en del i Michael Kimmels bog om de amerikanske mænd. De falder bagud, hvis ikke de er omstillingsparate. Og i stedet for at rase ud og lade vreden gå ud over de multinationale virksomheder, som flytter job til den anden ende af verden for at spare på timelønnen – eller de finanskonger, der har kørt økonomien i sænk – så får ‘feminazierne‘, et udtryk, den amerikanske mandebevægelse bruger en del, skylden. Det er nemlig kvinderne, der har stjålet deres manddom.

Angry White men er om noget en bog der sætter tankerne igang, og vil med sikkerhed kunne bruges som afsæt til livlige og passionerede samtaler i de små hjem.

Jeg købte mit eksemplar på Amazon.com men den kan også bestilles hos http://www.saxo.com

Livet er bedre…. Om at være fanget i livet og om hvad lykken måske er…..

FullSizeRender-4

Mathilde deler en lejlighed i Paris med to kvinder, hvem hun absolut intet har tilfældes med.

Yann arbejder som sælger, selvom han er uddannet designer og drømmer om noget helt andet.

Hverken Mathilde eller Yann er som sådan ulykkelige, men hver især tager de den drastiske beslutning om at forandre deres liv, efter et tilfældigt møde med en fremmed.

Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg måtte starte forfra efter godt 40 sider, fordi jeg slet ikke, havde fået fat i meningen med teksten. Jeg skulle lidt ned i læsetempo, for at kunne komme helt med. Men da jeg fangede den, oplevede jeg en genkendelig og sammensmeltning, den følelser, man som læser er så heldig en sjælden gang, at kunne give sig hen til. Oplevelsen af, at en anden har sat ord på alt det der rumsterer indeni, og som ikke altid syntes lige let. at få kanaliseret ud.

Da jeg satte tempoet ned og lukkede alt andet ude, fandt jeg mig selv i et lille paradis formet med fransk charme og underfundige sætninger.

Bogen er bygget op omkring to meget søde og meget franske historier, der egentlig bare handler om livet og hvordan man hver især vælger at leve det.

Og den er fyldt med små sætninger, der kort og kontant sætter vores moderne liv i relief og som helt bestemt giver læseren noget at tænke over. Det er mennesket, indbyrdes relationer og livet, der er i fokus og det er fortalt smuk og indlevende.

Begge historier fortæller om to mennesker, der er fanget i livet og i forestillingen om, hvad lykke og karriere er.

Med disse to historier, hvor Mathilde og Yann beslutter sig for at tage en chance, med risiko for at fejle, fremfor at stå tilbage og ikke at have levet livet, oplever jeg at forfatterinden formår, at portrættere en generation med alle de genkendelige valg, der følger med det, at skulle finde sin plads i livet.

En tekst der kræver nærvær og ikke mindst, ro……

anna gavalda

 

Den franske lærer og forfatter Anna Gavalda er født den 9 december 1970 in Boulogne-Billancourt, Hauts-de-Seine. Allerede tilbage i 2007 havde hendes første tre bøger solgt mere end 3 millioner eksemplarer bare i Frankrig.

Vi var løgnere – Om lidenskab, retfærdighed, oprør, ulykke, hemmeligheder og sandheden

“Den ildrøde skam over at være uelsket gennemblødte græsset foran huset, fliserne på stien, trappetrinene op til verandaen. Mit hjerte sprællede som en ørred mellem pæonerne”

– E.Lockhart

IMG_8722

 

Og så fandt jeg mig selv, siddende med en roman om en amerikansk overklassefamilie

Hver sommer mødes alle medlemmerne fra  den rige og perfekte Sinclair-familie på en privat ø. Og det er fra denne ø fortællingen om de årlige sammenkomster, og særligt hvad det rigtig var, der skete den ene sommer, udspringer.

Den sommer der er fortrængt og glemt og som fortælleren ikke er i stand til at huske.

Jeg fandt mig selv siddende, i solen denne første sommerdag i juni og læse historien om fordomme, grådighed og skiftende favorisering mellem de voksne,børnene, kvinderne. Og et billede af lange sommerdage med lemonade på terassen i New Hampton, tennis som kun de velhavende kan spille det og scrabble i de sene aftentimer, hvor ord vi andre nært ikke vidste eksisterede, danner rammen for en fortælling om voldsom kærlighed.

En fortælling om hvordan gode intentioner kan få fatale konsekvenser. Om kærlighed når den er allerstærkest og når der ikke er langt imellem ekstase og bundløs tragedie.

Vi er Sinclair-familien

Ingen lider nød.

Ingen har uret.

Vi bor, i hvert fald om sommeren, på en privat ø ud for Massachussets kyst.

Det er muligvis alt, hvad du behøver at vide.

Bortset fra, at nogle af os er løgnere.

 

Andre ville måske skrive:

En smuk og fremtrædende familie

En privat ø

En intelligent, ødelagt pige

En lidenskabelig dreng med en stærk retfærdighedssans

Fire venner- løgnerne, hvis venskab udvikler sig destruktivt

et oprør. En ulykke, En hemmelighed

Løgn på løgn

Ægte kærlighed

Sandheden

e-lockhart-009

Vi var løgnere blev nomineret i 2014 til bedste YA-bog i Goodreads og Amazon  og lå i mange måneder på New York Times bestsellerliste.

Forfatterinden,  Emily Jenkins, har en doktorgrad i litteratur.

Bogen udkom i 2015 på dansk på forlaget Høst & Søn og kan købes her: http://www.rosinante-co.dk

 

 

 

Når det ene forkerte valg tager det andet…..og om at have fået nok

Da den 64-årige Joan Castleman beslutter sig for at bryde op fra sit ægteskab, befinder hun sig ti kilometer oppe i luften, i et fly med kurs mod Finland. Hendes mand, der er en berømt forfatter, skal modtage en fornem international litteraturpris i Helsinki, og Joan, der i fyrre år har stået til rådighed for ham, har fået nok.

På et sent tidspunkt i sit liv ser Joan i øjnene, at de valg, hun traf i sin ungdom, og den kontrakt, hendes ægteskab hviler på, har ført hende ind i en blindgyde.

IMG_8622

 

Joan og Joe mødte hinanden i 1956.

Hun; ung, usikker studine, god til at skrive. Han; Selvsikker litteraturlærer, jøde fra Brooklyn, altid på jagt efter smukke kvinder. De; Blev gift og fik tre børn. I begyndelsen arbejdede hun i forlagsbranchen, men efterhånden som Joes karriere som anerkendt forfatter tog til, blev hun hjemmegående.

Og fik hun det liv, hun troede, hun ønskede? Hvorfor valgte hun, som hun gjorde? Alle de store spørgsmål hober sig i løbet af flyturen fra USA til Helsinki op, og beskriver et billede, af bristede illusioner, misbrugt hengivenhed, drømme der aldrig blev forløst, et ægteskabelige samliv der tabte dem begge på jorden. Med sarkasme og ironi genkalder Joan i scene efter scene Joes adfærd som elsker, mand, far og ambitiøs forfatter i familien, blandt vennerne, blandt kollegerne og i mediebilledet.

Han er en alfahan, et stort ego, selvfed og selviscenesættende. Som hustru kender hun alle hans sider, og vi får kendskab til de mest intime detaljer.

Det jeg fra start til slut fandt mest interessant, var den løbende beskrivelse af, hvor svært det kan være, som hustru, at sige fra som årene går, fordi det ene (forkerte) valg tager det andet.  Ægteskabet her bevæger sig fra at være et fælles projekt til at blive mandens individuelle projekt på grund af hans karriere. Jeg tror ikke, at man behøver at have været gift i 50 år, for at kunne se de usunde mønstre, der tegne sig i Hustruen, en fortælling om bare ét af de mange forhold, hvor parterne ikke formår, at sige fra, stå fast, forstå.

Hustruen er simpelthen så skarp, så sarkastisk, så rammende og så meget en humoristisk semifemiroman om et ægteskabeligt styrt af de dødbringende. Og stemningen i flykabinen, der hvor bogen starter, er det nærmeste man kommer et genialt afsæt: ” I det øjeblik hvor jeg tænkte nu er det nok, drønede vi af sted godt ti kilometer over havet, men med en illusion om ubevægelighed og ro. Nøjagtig som vores ægteskab”.

meg

Meg Wolitzer som har skrevet Hustruen er en af USA´s store samtidsforfattere og ikke tidligere udgivet på dansk. Hun debuterede i 1982 med romanen Sleepwalking.

Lidt bonusinfo:En filmatisering er undervejs med Glen Close i hovedrollen.

 

Ting ser som regel værre ud end de er….

For en lille uge siden fik jeg tilsendt Karen Uthaugs bog Og sådan blev det. 

Anledningen var kampagnen Danmark Læser iværksat af kulturminister Marianne Jelved, en kampagne hvis formål var et ønske om, at få flere til at læse mere. Kampagnen består dels af en lang række nye læseaktiviteter i kommuner over hele landet, dels af en fejring af Verdens Bogdag, d.23.april., hvor over 100.000 bøger blev delt ud af frivillige boguddelere.

IMG_8147 marenuthaugh IMG_8146

Torsdag skulle jeg så på scenen, sammen med tre andre læsere, samt Marianne Jelved og Karen Uthaug, hvor vi skulle tale om bogen Og sådan blev det.

Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder. Det der fra starten slog mig, da jeg læste bogen var, hvordan Uthaug på fineste vis, forstår at beskrive sine karakterer, uden på nogen måde at dømme, gøre dem til gode og onde. Befriende, for er det ikke sådan det er? Selv den onde stedmoder, i Uthaugs bog potratteret som Grethe, hun gør vel bare gør, det bedste hun kan. Grethe handler med og udfra det hun har, og dette i et mildest talt ensomt vand. Et vand hvor hendes nye mand, barnets far, er så godt som ikke eksisterende. Knut sætter scenen, dagen efter han ankommer med sit lille barn, hos sin nye kvinde. Han vender sig mod Grethe, lægger sine arme om hende og visker at han elsker hende, hvortil hun svare:

Er det ikke for tidligt at sige den slags Knut?

Knut ryster på hovedet.

Så elsker jeg også dig” .

Alle har de deres ”sider”, og deres væsen indfanges i de små detaljer og handlinger.

Uthaug forstår at beskrive det stille barns univers i et sprog, som mest af alt er nøgternt og beskrivende – en stil, der minder om samernes hårdføre livsstil. Titlen ’Og sådan blev det’ siger det egentlig meget godt. Ikke så meget flæben eller slinger i valsen der. Af samme grund bliver historien heller aldrig (selv)medlidende. På trods af Grethe og Knuts velmenende forældreskab fornemmer man, at Risten er et misforstået barn, som ikke rigtig får afløb for sine følelser. Ingen, hverken børn eller voksne, udtrykker, hvad de i virkeligheden føler. Så Kirsten tegner sine inderste tanker på papiret i stedet eller deler dem med Niels i baghavens skur.

Romanen springer skiftevis frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og 2007, hvor hun er en voksen kvinde med en lille søn kaldet Rod. Kirsten beslutter sig for at opsøge sin mor, hun ikke har set i tyve år. En rejse til Nordnorge, som slet ikke bliver, som hun forventede.

Kulturministeren spurgte mig som et sidste spørgsmål inden vores samtale på scenen sluttede:

“Og tilgiver du så Grethe”?

Jeg nikkede.

“Ting har det med at se værre ud end de er….”:)

Rigtig god fornøjelse

Når noget slutter…. Og om at bilde sig ind hvad fortiden var

Kan tiden virkelig lægge en så stor dæmper på hukommelsen, at man bliver fremmed for sig selv? Fortiden rykker ind i nutiden, en kvinde og andre af fortidens spøgelser gør deres entré på scenen, og bogens hovedperson, Tony Webster, får noget at tænke over. Endnu en bombe falder, og en tragisk hemmelighed afsløres.

Fortælleren i Julian Barnes bookerprisvinder opregner indtryk af forskellige slags væske, herunder badevand, der for længst er blevet koldt bag en aflåst dør. »Det sidste har jeg på en måde ikke set, men det, man ender med at huske, er ikke altid det samme, som man har været vidne til«.

Nej, man husker det, man forestiller sig. Derfor er mennesker ikke til at stole på, når de vidner. Slet ikke romanens fortæller, Tony Webster, der arbejder som jævn engelsk administrator et sted i den beskedne ende af det kulturelle system. Vi følger ham et helt liv, også både før og efter de ret ubetydelige arbejdsår.

foto-37

 

Hvad der sker, og hvad vi tror, der sker, det er bogens grundlæggende modsætningspar. Historien er sejrherrernes løgne, siger eleven. Historie er også de besejredes selvbedrag, føjer læreren til. Idolet Adrian sætter trumf (og stylter) på: »Historie er den vished, der fremkommer i det punkt, hvor hukommelsens mangelfuldhed mødes med dokumentationens utilstrækkelighed«.

Men Barnes overtrumfer alle disse Karl Smart’er ved at gøre historien til en historie, en fortælling om, hvordan mennesker forskyder og fortrænger og bruger deres nuværende erindring om deres daværende fortolkning til at bilde sig selv ind, hvad fortiden var.

En intens, stor roman hvor kvalitet kommer før kvantitet med sine kun blot 167 siderSjældent får man så meget, på så forsvindende få sider.

 

 

Julian Barnes: Når noget slutter

Tiderne Skifter 2011