Om at finde sin egen vej, selvom andre gerne vil bestemme retningen

Skal man absolut altid have mere, end man betaler for, bare fordi man ikke kan udfylde livet på den rigtige måde?

Dorthe Nors1

Sonja lever i sit eget hovede, i en øm indre verden, hvor hun har svært ved sådan for alvor, at komme i kontakt med andre mennesker. Sonja har de sidste to år, forsøgt at tage sit kørekort, og det går rigtig dårligt. Hun kan bare ikke lære at skifte gear, fordi hendes kørelære bliver ved med ligesom lige at skifte det for hende, og det har hun nu gjort i et par år.

Samtidig  døjer Sonja med en ørestenssvimmelhed der gør, at hun når hun bevæger hovedet for hurtigt, mister balancen. Sonjas massageterapeut mener, at denne svimlen, er udtryk for en sjælelig tilstand, hvilken de fleste kvinder i hendes familie har. Sonja kan ikke rigtig finde ud af, at gribe gearstangen før hendes lærerinde, og hun kan ikke rigtigt finde ud af, om hendes tilstand er sjælelig, eller hun blot er ensom fordi hun ikke kan øje på sin fremtid. Hvis Sonja skulle male et billede af sig selv, ville det blive et maleri der afbillede en strandet fisk.

Hvis man mødte Sonja i den virkelige verden, ville hun højest få fremstammet to ord, for derefter at skynde sig at undvige. Men intet kunne være mere forkert. For inde i Sonjas hovedet, er der vildt at være. Hun er så genkendelig og vi har allesammen mødt Sonjatyperne. De er de sværeste at forstå og derfor også de nemmeste at afskrive, disse kvinder med diffuse selvværdsproblemer og ondt i livet.

Fortiden hænger fast, og Sonja længes tilbage til sin barndom og ungdom i Balling på den jyske hede. Men tiden står ikke stille, og familierelationer og natur forbliver ikke uforandrede. Forholdet til søsteren fylder meget, men noget er gået skævt mellem dem. Sonja skriver breve til hende men sender dem aldrig. Når hun ringer, har søsteren aldrig tid, og kan de ikke snakkes ved en anden dag?

Dorthe Nors’ fine lille fortælling handler om en ensom kvinde midt i livet, der indser, at hun ”ikke udfylder livet på den rette måde”,

Sonja er en stille eksistens, ja, men som bekendt handler god litteratur ofte om det upåfaldende, det almindelige, og Dorthe Nors’ greb om fortællingen er helt fantastisk.

Spejl, skulder, blink er en smuk lille roman, om at finde sin egen vej i livet, selv om andre gerne vil bestemme retningen.

spejlbog

 

Gyldendal 2016

Om hvad der sker, når det hele begynder at falde fra hinanden

‘Os’ er historien om et ægteskab i opløsning, en mislykket dannelsesrejse og en mand i midtvejskrise.

Bogens hovedperson er Douglas som er gift med Connie. Sammen har de sønnen Albie på 17 år, som hælder mere til sin mors side end til Douglas´.

Hvor Douglas er en stivstikker, bundfornuftig, med rengøringsvanvid og laminerede rejsekort, overforsigtig, stolt og et ansvarsbevidst skaffedyr, er Connie alt det han ikke er. Kunstnerisk, flagrende og lidenskabelig. Til Douglas´store overraskelse er det engang lykkedes ham at blive kæreste med Connie og gift med hende.

Douglas er så rationel, at han er irrationel.

I Os bliver det Douglas’ opgave ikke bare skal redde sit ægteskab, men også finde sin fortabte søn og søge forsoning med ham. Han skal genopfinde sit ægteskab – eller opløse det. Det sidste er vist det, Connie helst vil. Og så skal han måske sætte sin søn fri.

I dette limbo begynder ’Os’. Med en skildring af en mands kamp for at holde sammen på sit ægteskab på en ganske afsindig måde. Nemlig ved at drage på noget så gammeldags som en dannelsesrejse med sin kone og søn.

På denne rejse, følger man Douglas ned ad mindernes allé, hvor han fortæller om Connies og hans ægteskab. Om de første år, utroskabet, børnene, konfliktpunkterne, jalousien, glæderne, sorgerne, kriserne.

Historien om det kriseramte ’Os’ er den almindelige fortælling om mødet mellem modsætninger.

Os er en gribende historie om, hvad der bevarer et ægteskab og holder familien sammen, og hvad der sker, når det hele begynder at falde fra hinanden.

david n

God god læsning:)

Det eneste et barn frygter er ensomheden….

Det eneste, børn er virkelig bange for, er ensomhed. At blive forladt af dem, de holder af. De to brødre følges ad ind i et andet land. De er sammen for evigt. Og det er et barns drøm om lykke”…..

I mange år undgik Astrid Lindgren at fortælle om skyggerne i sit liv.

foto-36

De seneste år af hendes liv lukkede hun dog op for de dybe følelser af tab, sorg og melankoli, som udgør klangbunden i hendes egen personlighed og også i alle hendes historier.

I Jens Andersens biografi Denne dag, et liv fremlægges og analyseres der blidt, på alt dette nye materiale
Den Astrid Lindgren-biografi, som Jens Andersen nu har udgivet, bekræfter, uddyber og konkretiserer billedet af kvinden, som med en kvinde der lader sorgen »gå som en vind hen over siderne« i bøger som ’Mio, min Mio’ og ’Brødrene Løvehjerte’.

Jeg blev helt fortabt, jeg blev så umådeligt rørt og jeg blev grebet som jeg sjældent gribes af en bog da jeg læste Jens Andersens nænsomme portrætteren af Astrid Lindgren.

Det er en uophørligt fascinerende og gribende bog, som Andersen har skrevet. Og jeg tror, at de fleste som jeg selv, os  som tror at vide det meste om Astrid Lindgren, vil blive overrasket, overvældet, varm og rørt.

Astrid Lindgrens bog Brødrene Løvehjerte blev i 1973 mødt med både begejstring og kritik fra politisk, pædagogisk og psykologisk hold. For med denne bog var der tale om et stykke litteratur, der var med til at flytte grænserne for, hvad man som børnebogsforfatter kunne tillade sig at skrive om.

Astrid Lindgren blev i tiden efter udgivelsen mødt med spørgsmål som: Bør en fortælling for børn slutte så mystisk og så uhyggeligt?

Hendes svar lød:” For et barn er det en lykkelig slutning. Det eneste, børn er virkelig bange for, er ensomhed. At blive forladt af dem, de holder af. De to brødre følges ad ind i et andet land. De er sammen for evigt. Og det er et barns drøm om lykke”

De sidste par år, er jeg begyndt at genlæse en del af Astrid Lindgrens vidunderlige børnebøger. Og jeg er, som jeg tænker at andre forældre ligeledes har overvejet, kommet i tvivl om, hvorvidt hendes bøger ikke var for uhyggelige for min søn.

Efter at have læst Jens Andersens biografi Denne dag, et liv- en Astrid Lindgren biografi er jeg ikke længere i tvivl: Jeg vil med glæde og passion, læse hver en linje, hvert et ord og hver en smuk fortælling, fra Lindgrens hånd, op for mine børn.

Jeg har læst og læser stadig, mange biografier. Og ofte sidder jeg tilbage,med en følelse af, at have læst et udvidet Se og Hør. For bøgernes hovedpersoner bliver ofte udstillet og citeret, så de fremstår som bitre og forsmåede mennesker. Og de der har deltaget i deres liv, på godt og ondt, omtales i lidet feterende vendinger. Til hvilken verdens nytte? For hvem og af hvilken grund…

Dette var ikke tilfældet denne gang…. Hvordan beskrives denne smukke Astrid Lindgren biografi bedre end… Smuk med smuk på:)

Men i Katholtsøen mellem hvide åkander svømmede Emil og Alfred rundt i det kølige vand, og på himlen hang julimånen, rød som en lygte og lyste for dem. “Dig og mig, Alfred; sagde Emil. ” Ja, dig og mig, Emil,” sagde Alfred. ” Det skulle jeg mene”.

Så smukt, det mest utopiske øjeblik i Astrid Lindgrens forfatterskab.

astrid

Krukke – 70erne mellem Himmel og Helvede

OLYMPUS DIGITAL CAMERA Der er noget ved mennesket Suzanne Brøgger,  som altid har rørt mig, skræmt mig, tiltrukket mig. Hendes bidske, kælende, afvisende og mystiske væsen. Flere gange har jeg siden min gymnasietid, givet mig i kast med at læse den dames bøger. Men et eller andet ved dem, har fyldt mig op, halvvejs og jeg har ikke kunne læse dem til ende. En blanding mellem overstimulerende ord, en kvalmende fornemmelse af, at blive angrebet, af grænseoverskridende ord og handlinger. Men jeg er vokset og modnet og er i denne udvikling, heldigvis, blevet mere rummelig! Og nu, midt i mine 30ére kan jeg ikke få nok, af denne fuldstændige fucked up kvinde! For hun er da noget af et forbillede, for alle os, der har lænet os måske en kende for meget op af det trygge, magelige og sikre liv. Kom så ! Pak din taske og spring ud i livet kvinde…(og husk at tage dine Suzanne Brøgger bøger med i kufferten)… ff-20140925-140550-100001 Den unge Suzanne Brøggers franske elsker udødeliggøres gennem sorte silkelagner i hendes bog ” Creme Fraiche“.  I denne bog, (som du kan finde et blogindlæg om andet sted på min side), beskriver den dame, sine forældres skilsmisse, moderens nye ægteskab, dennes adoption af Suzanne og hendes søster og frembringelsen af deres to små brødre. Suzanne Brøgger karakteriserer selv sin miserable familie som både suicidal og incestuøs. Moderen er syg, alkoholiseret og pillemisbruger. Suzanne og hendes stedfader indgår en alliance som familiens voksne, og stedfaderen forelsker sig i sin smukke steddatter. Som femtenårige møder Suzanne den 31 årige diplomat Philippe Baude i 1960 i Bangkok. Og det er alle de erotiske og udførlige beretninger, som hendes franske elsker stiller hendes som skriveopgaver, der i bogen Creme Fraiche fra 1978 beskrives. Suzanne underskriver sig som “din herre, slem og mærkelig”, og den franske elsker fjernunderviser sin “slave” i, hvordan hun på kostskolen skal forføre og dermed få magt over andre og mindre ophøjede væsener. Den unge Suzanne gennemskuer imponerende klart både forfører og budskab, men hendes længsel får gennem ham en retning, og hun gør, hvad hun kan for at leve op til forventningerne og til instruktionerne. Dagbogen og den intense brevudveksling giver hende en så intens skrivetræning, at man næsten kan betragte Philippe Baudes konkrete skriveopgaver fra hun er femten til hun er femogtyve som en intensiv, fjerndistance fatterskole. Han beder hende skrive udførlige beretninger om alt, hvad hun oplever, alt, hvad hun tænker og referere alle samtaler og erotiske forhold i detaljen inklusive det lidenskabelige kærlighedsforhold til Dorte, der via korrespondancen udvikler sig til en ménage á trois. Fra første til sidste brev strækker brevene mellem Baude og Brøgger sig over en periode på 24 år. Nej til mor og elsker Da Suzanne Brøgger Sankthansaften 1970 skriver i sin dagbog, at hun vil “dræbe” sin mor “ved at afskrive hende”, siger hun samtidig fra over for den slemme og mærkelige læremester. Det NEJ, som forfatterskabet indledes på, går både tilbage til mor og til den erotiske indvielse på sorte silkelagener i Bangkok. Og da hun med udgivelsen af Fri os fra kærligheden, 1973, beslutter sig for at blive myte, inkarnerer hun både mor og mentors drømme, men i sit opgør overskrider hun dem begge og kæmper sig fri, og tip tap, tønde, et nyt kapitel i hendes liv kan begynde… erezbrøøger Louise Zeuthen´s biografi Krukke er så velskrevet og så sindssygt godt disponeret, at jeg simpelthen fløj gennem siderne med en fornemmelse af at sidde med en kvindes liv mellem mine hænder hænder. Og jeg fik lyst til, at finde alle mine Brøgger bøger frem igen, hoppe på første fly til Spanien, gemme mig væk i et tårnværelse, og bare læse mig væk og hen, til en anden verden…. 70érne tur/retur, beretninger om og af den dames liv, en fugleflugt mellem himmel og helvede... Hvis man ikke har læst Brøgger endnu, kan Louise Zeuthens bog læses i sin helt egen ret som en medrivende fortælling om et usædvanligt menneskes usædvanlige vej til forfatterskab. Og skulle man være optaget af, hvordan det går til, at en kvinde, der er opvokset på randen af en vulkan, alligevel ikke ender med hverken at stivne i lava eller stige til vejrs i en askesky, men på trods af alle odds realiserer sig selv som subjekt, vil jeg mene, at Louise Zeuthens biografi om Suzanne Brøgger er absolut nødvendig læsning. Har du besluttet dig for…. nej, jeg bliver nød til at skrive her: BESLUT DIG FOR, at læs en bog i november! Og beslut dig for, at læse Louise Zeuthens biografi om Suzanne Brøgger Krukke. Læs den for at få rusket op i dit indre, sat spørgsmålstegn ved det, der lige nu, er dit liv og læs den, fordi du simpelthen ikke vil gå glip af et helt utroligt tidsbillede. Et billede hvori du vil se, vor stort, magisk og ekseptionelt et liv kan blive, hvis man tør lade det….. foto 2-5 Kh Johanne

Morten Brask – En pige og en dreng

Idag fik jeg en udlånt bog retur. Havde faktisk glemt at den ikke stod på min bogreol, men da jeg så den igen, blev mit hjerte mindet om alle de slag det fik den dag i vinters, hvor jeg læste Morten Brask´s bog En pige og en dreng.

foto-27

Københavns Universitet, otte år før. Han møder hende første gang til en forelæsning. Hun fortæller om smerte hun har båret på siden sin tidligste barndom – en smerte som kun kan heles den dag hun får et barn.

En ø i Middelhavet, to år før. Fra en veranda ser han hende i skyggen fra daddelpalmerne i hotellets have. Hun holder en nøgen, fremmed dreng i hånden. Han ved at fra dette øjeblik vil alt forandres mellem dem. Få dage senere stiller hun ham et ultimatum.

En villa på Frederiksberg, to uger før. En nat vågner han til lyden af hendes stemme. Han finder hende i stuen med telefonen i hånden. Hun siger at de omgående skal tage på hospitalet.

Alting er gået galt. Intet ender som de ventede…

 

16. uge

En Pige og en dreng er som at sidde med et menneske i sine hænder, et menneske du ikke kan sige farvel til, af frygt for at det vil falde fra hinanden, som en snebold støbt af skrøbelig og let, nyfalden sne.

Men man kan heller ikke passe på den, beholde den, rede en blød varm seng til den, for i omfagnelsens klaustrofobiske svøben, vil den smelte og flyde ud, til vammel, lunken og ødelagt kondensvand.

Så man lytter, og man læser til fortællingen må slutte. Ikke der hvor der er rundt og trygt og godt, men derimod der, hvor livet må skifte sit spor, og minderne, må finde sin plads, i værelset for alt det der aldrig blev.

Jeg græd og smilede og jeg længtes efter et land hvor alt ender godt. Men det land findes ikke rigtigt vel. Som lykken lander i små fortryllende øjeblikke, blev min eftermiddag med En Pige og en dreng, en understregning af, at alt hvad der gør ondt, kan vise sig, at blive det, der gjorde allermest godt.

 

En Pige og en Dreng Gyldendal

morten

Man tror simpelthen at det er løgn….men meget apropo….

Anden Person Ental – af Daniel Denick

For nogle måneder siden læste jeg Daniel Denicks bog Anden Person Ental… Og desto længere jeg kom ind i bogen, desto mere frustreret blev jeg.

foto-22

En af bogens anmeldere skrev således:

1person1

“Jeg har læst bogen fem gange. Ikke fordi I har bedt mig om det, men fordi den ikke vil lade mig i fred. Det er vel ikke det værste man kan sige om litteratur” – Jon Kaldan,Goldberg.

Og ja, bogen lader ikke en i fred.

Du åbner den, du begynder at læse og du lukker den ikke før den er slut. Og så sidder man der, og ved ikke om man skal grine eller græde. Man håber at det er fiktion, hvilket alle bøger i større eller mindre grad altid vil være. Dog udsprunget af små udpluk fra rigtige liv.

Men det kan Simpelthen ikke være fiktion det her. En sådan uretfærdighed, et så uretfærdigt og usmageligt system. Det kan bare ikke passe.

Inderst inde ved man så alligevel godt, at den nok er god nok. At denne mand i store og hele har fået taget sine børn fra sig, på denne fuldstændigt utilgivelige vis, af en forsmået mor og et ugideligt socialt system.

Alt det værste man kan forestille sig, af et bureakratisk, rigidt, uselvstændigt socialtvæsen og deres sagsbehandlere kan præstere, det sker her.

Og meget a pro po denne uges debat i medierneSkilsmisserne, hvor børnene bliver taget som gidsler, i et system hvor den ene forældre kan anklage den anden for misbrug, vold og utugt af deres fælles børn, uden nogen former for beviser og uden en eneste sammenhæng med virkeligheden.

En sådan forældre kan med sine anklager trække en sag i langdrag, og så langt, at den anklagede forældre mister forbindelse til sine børn. Man bliver så forbandet..

En hurtig googlesøgning bekræfter den fornemmelser man fra første side sidder med: Dette er ikke fiktion. Dette er en fortælling udsprunget af den reneste, ondeste virkelighed. En kamp udkæmpet i Sverige, et svigt så stort at man må tag sig selv til hovedet.

1person

Daniel Denick – Anden Person Ental – Gyldendal

 

http://www.gyldendal.dk/anden-person-ental-id21177

Historien kort fortalt:

En mand får tvillinger med en kvinde, men deres veje skilles. De deler forældremyndigheden imellem sig, og det fungerer godt, indtil kvinden pludselig rejser falske anklager modmanden for vold og mishandling af børnene. Fra da af begynder et kafkask helvede, hvor myndighederne berøver manden al kontakt sine børn. Han kæmper, men kan intet gøre, for systemet lukker sig om moren og børnene. Tilbage er kun hans enorme savn og store sorg