Ting ser som regel værre ud end de er….

For en lille uge siden fik jeg tilsendt Karen Uthaugs bog Og sådan blev det. 

Anledningen var kampagnen Danmark Læser iværksat af kulturminister Marianne Jelved, en kampagne hvis formål var et ønske om, at få flere til at læse mere. Kampagnen består dels af en lang række nye læseaktiviteter i kommuner over hele landet, dels af en fejring af Verdens Bogdag, d.23.april., hvor over 100.000 bøger blev delt ud af frivillige boguddelere.

IMG_8147 marenuthaugh IMG_8146

Torsdag skulle jeg så på scenen, sammen med tre andre læsere, samt Marianne Jelved og Karen Uthaug, hvor vi skulle tale om bogen Og sådan blev det.

Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder. Det der fra starten slog mig, da jeg læste bogen var, hvordan Uthaug på fineste vis, forstår at beskrive sine karakterer, uden på nogen måde at dømme, gøre dem til gode og onde. Befriende, for er det ikke sådan det er? Selv den onde stedmoder, i Uthaugs bog potratteret som Grethe, hun gør vel bare gør, det bedste hun kan. Grethe handler med og udfra det hun har, og dette i et mildest talt ensomt vand. Et vand hvor hendes nye mand, barnets far, er så godt som ikke eksisterende. Knut sætter scenen, dagen efter han ankommer med sit lille barn, hos sin nye kvinde. Han vender sig mod Grethe, lægger sine arme om hende og visker at han elsker hende, hvortil hun svare:

Er det ikke for tidligt at sige den slags Knut?

Knut ryster på hovedet.

Så elsker jeg også dig” .

Alle har de deres ”sider”, og deres væsen indfanges i de små detaljer og handlinger.

Uthaug forstår at beskrive det stille barns univers i et sprog, som mest af alt er nøgternt og beskrivende – en stil, der minder om samernes hårdføre livsstil. Titlen ’Og sådan blev det’ siger det egentlig meget godt. Ikke så meget flæben eller slinger i valsen der. Af samme grund bliver historien heller aldrig (selv)medlidende. På trods af Grethe og Knuts velmenende forældreskab fornemmer man, at Risten er et misforstået barn, som ikke rigtig får afløb for sine følelser. Ingen, hverken børn eller voksne, udtrykker, hvad de i virkeligheden føler. Så Kirsten tegner sine inderste tanker på papiret i stedet eller deler dem med Niels i baghavens skur.

Romanen springer skiftevis frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og 2007, hvor hun er en voksen kvinde med en lille søn kaldet Rod. Kirsten beslutter sig for at opsøge sin mor, hun ikke har set i tyve år. En rejse til Nordnorge, som slet ikke bliver, som hun forventede.

Kulturministeren spurgte mig som et sidste spørgsmål inden vores samtale på scenen sluttede:

“Og tilgiver du så Grethe”?

Jeg nikkede.

“Ting har det med at se værre ud end de er….”:)

Rigtig god fornøjelse

Om tilværelsens skyggesidder, den store familietragedie og evnen til forsoning

Når jeg er hos dig er en anderledes kærlighedshistorie. Om den store kærlighed, den vanskelige kærlighed, den umulige kærlighed og det den kan fører til, det intense had.

foto 1-11

En varm sommmeraften balancerer Stella og Martin på taget af et højt hus. Med ét falder Stella ud over kanten, og i løbet af to sekunder har Martin mistet sin kone, Amanda har mistet sin mor, og Aksel mistet sin veninde. De nedskriver deres minder om Stella, som et flerstemmig kor fremfører de fortællingen om hende, men allermest fortæller de om sig selv.

Når jeg er hos dig er en nænsom beskrivelse af et mor/datter-forhold. Den allesteds nærværende ensomhedsfølelse man sidder tilbage med efter at have læst bogen, sætter to fede streger under Linn Ullmanns dygtighed, en af vor tids mest sublime forfatterinder.

På en eller anden måde, har Ullmann en mesterlig evne til, at fange menneskets styrke midt i deres sårbarhed. At portrætterer en kvinde som hun bevæger sig i et felt mellem begejstring og den svimlende udsigt til afgrunden.

Det er komplekst og fantastisk og jeg undres til stadighed over, hvordan nogle forfatterinder syntes at have en uhindret adgang til alle livets mysterier, men desto vigtigere, at de besidder evnen og modet til at fortælle om dem.

Når jeg er hos dig er en mystisk og dog så umiddelbar fortælling om tilværelsens skyggesidder. Om evnen til forsoning, om at drysse lette humoristiske strejf, hen over de omstændigheder i livet, som umiddelbart, vil kunne ødelægge alt.

Stella falder, falder, falder og dør, alt imens hendes liv genopleves af et kor af vidner. Latteren lurer altid lige om hjørnet, som små rekreative pauser i den store familietragedie.

Selv halvvejs ude over afgrunden kan vi jo allesammen få lyst til at le.

linn og far

En stak ferielæsning

foto 1-3

Mine veninder kender mig ganske godt, hvorfor jeg har været så heldig forrige uge da jeg fyldte 35 år, at blive beriget med en høj og mangfoldig stak bøger.

I løbet af sommeren vil jeg forsøge at smide et par omtaler af bøgerne på http://www.johannasboghylde.com, men der er ingen garanti… Det ER trods alt sommer og ferie og en tid jeg forsøger at holde fri for forpligtigelser. Det er ferie at læse, pligt om end en pligt jeg holder ganske meget af, at videreformidle her på bloggen.

Et af de få TV programmer der kan fange mine flyvske tanker og opmærksomhed er Smagsdommerne på DR2.

Værten på programmet er Adrian Lloyd Hughes Loyd, med hvem jeg er “Ven” på Facebook, en mere præcis beskrivelse vil nok nærmere være, at jeg er “Fan”/Følger af ham… For vi kender overhovedet ikke hinanden.

Hr Hughes delte for et par uger siden en af sin læseoplevelser på Fjæsen.

Og bogen den gode mand havde læst, var én af bøgerne fra min stak                      Edmund De Wall´s Haren med de ravhule Øjne.

Hr Hughes har venligst givet tilladelse til, at jeg poster hans ord her på Johannas Boghylde. Det er jeg rigtig glad for, for jeg vil så gerne dele dem med jer.

Here We Go:

foto 4-2

“Er netop blevet færdig med på rekordfart at sluge Edmund de Waals “Haren med de ravgule øjne“. Er overvældet af hans ekstremt originale greb på at fortælle hvad der i sin essens bare er en families historie.

Han tager udgangspunkt i en samling små japanske kunstgenstande som han arver fra en Grandonkel og eftersporer alle de steder og miljøer genstandene har været før ham. Men hvilken familie: vi er nærmest til Salon med Impressionismens stiftere og mæcener, “Åeh, goddag Hr. Monet” og følger med genstandene til Wien, hvor det bedre borgerskab må sænke avisen og lorgnetterne og ærgre sig, “hvad er det dog han himler op om, ham Adolf nede på Ringstrasse?”

Edmund de Waal er en Super klog mand og har skrevet en fabelagtig fortælling. Oplagt som tv-dokumentar, måske endda en serie. Og så må man i stilfærdighed glæde sig over at der faktisk FINDES fremragende dokumentariske fortællinger, som ikke er skrevet af Peter Øvig Knudsen. Bogen her er perfekt for folk som mig, der sværmer om slægtsforskning og de bedre (og somme tider knapt så gode) gamle dage.

smagdommerne

 

Jeg (Johanna:) går igang med mit eksemplar af bogen idag og derefter alle de andre vidunderlige bøger i ser på det første billede.

foto 2-3

I høre fra mig. For nu, god sommer:)

Johanna