Om hvad der sker, når det hele begynder at falde fra hinanden

‘Os’ er historien om et ægteskab i opløsning, en mislykket dannelsesrejse og en mand i midtvejskrise.

Bogens hovedperson er Douglas som er gift med Connie. Sammen har de sønnen Albie på 17 år, som hælder mere til sin mors side end til Douglas´.

Hvor Douglas er en stivstikker, bundfornuftig, med rengøringsvanvid og laminerede rejsekort, overforsigtig, stolt og et ansvarsbevidst skaffedyr, er Connie alt det han ikke er. Kunstnerisk, flagrende og lidenskabelig. Til Douglas´store overraskelse er det engang lykkedes ham at blive kæreste med Connie og gift med hende.

Douglas er så rationel, at han er irrationel.

I Os bliver det Douglas’ opgave ikke bare skal redde sit ægteskab, men også finde sin fortabte søn og søge forsoning med ham. Han skal genopfinde sit ægteskab – eller opløse det. Det sidste er vist det, Connie helst vil. Og så skal han måske sætte sin søn fri.

I dette limbo begynder ’Os’. Med en skildring af en mands kamp for at holde sammen på sit ægteskab på en ganske afsindig måde. Nemlig ved at drage på noget så gammeldags som en dannelsesrejse med sin kone og søn.

På denne rejse, følger man Douglas ned ad mindernes allé, hvor han fortæller om Connies og hans ægteskab. Om de første år, utroskabet, børnene, konfliktpunkterne, jalousien, glæderne, sorgerne, kriserne.

Historien om det kriseramte ’Os’ er den almindelige fortælling om mødet mellem modsætninger.

Os er en gribende historie om, hvad der bevarer et ægteskab og holder familien sammen, og hvad der sker, når det hele begynder at falde fra hinanden.

david n

God god læsning:)

Vi var løgnere – Om lidenskab, retfærdighed, oprør, ulykke, hemmeligheder og sandheden

“Den ildrøde skam over at være uelsket gennemblødte græsset foran huset, fliserne på stien, trappetrinene op til verandaen. Mit hjerte sprællede som en ørred mellem pæonerne”

– E.Lockhart

IMG_8722

 

Og så fandt jeg mig selv, siddende med en roman om en amerikansk overklassefamilie

Hver sommer mødes alle medlemmerne fra  den rige og perfekte Sinclair-familie på en privat ø. Og det er fra denne ø fortællingen om de årlige sammenkomster, og særligt hvad det rigtig var, der skete den ene sommer, udspringer.

Den sommer der er fortrængt og glemt og som fortælleren ikke er i stand til at huske.

Jeg fandt mig selv siddende, i solen denne første sommerdag i juni og læse historien om fordomme, grådighed og skiftende favorisering mellem de voksne,børnene, kvinderne. Og et billede af lange sommerdage med lemonade på terassen i New Hampton, tennis som kun de velhavende kan spille det og scrabble i de sene aftentimer, hvor ord vi andre nært ikke vidste eksisterede, danner rammen for en fortælling om voldsom kærlighed.

En fortælling om hvordan gode intentioner kan få fatale konsekvenser. Om kærlighed når den er allerstærkest og når der ikke er langt imellem ekstase og bundløs tragedie.

Vi er Sinclair-familien

Ingen lider nød.

Ingen har uret.

Vi bor, i hvert fald om sommeren, på en privat ø ud for Massachussets kyst.

Det er muligvis alt, hvad du behøver at vide.

Bortset fra, at nogle af os er løgnere.

 

Andre ville måske skrive:

En smuk og fremtrædende familie

En privat ø

En intelligent, ødelagt pige

En lidenskabelig dreng med en stærk retfærdighedssans

Fire venner- løgnerne, hvis venskab udvikler sig destruktivt

et oprør. En ulykke, En hemmelighed

Løgn på løgn

Ægte kærlighed

Sandheden

e-lockhart-009

Vi var løgnere blev nomineret i 2014 til bedste YA-bog i Goodreads og Amazon  og lå i mange måneder på New York Times bestsellerliste.

Forfatterinden,  Emily Jenkins, har en doktorgrad i litteratur.

Bogen udkom i 2015 på dansk på forlaget Høst & Søn og kan købes her: http://www.rosinante-co.dk

 

 

 

Ting ser som regel værre ud end de er….

For en lille uge siden fik jeg tilsendt Karen Uthaugs bog Og sådan blev det. 

Anledningen var kampagnen Danmark Læser iværksat af kulturminister Marianne Jelved, en kampagne hvis formål var et ønske om, at få flere til at læse mere. Kampagnen består dels af en lang række nye læseaktiviteter i kommuner over hele landet, dels af en fejring af Verdens Bogdag, d.23.april., hvor over 100.000 bøger blev delt ud af frivillige boguddelere.

IMG_8147 marenuthaugh IMG_8146

Torsdag skulle jeg så på scenen, sammen med tre andre læsere, samt Marianne Jelved og Karen Uthaug, hvor vi skulle tale om bogen Og sådan blev det.

Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder. Det der fra starten slog mig, da jeg læste bogen var, hvordan Uthaug på fineste vis, forstår at beskrive sine karakterer, uden på nogen måde at dømme, gøre dem til gode og onde. Befriende, for er det ikke sådan det er? Selv den onde stedmoder, i Uthaugs bog potratteret som Grethe, hun gør vel bare gør, det bedste hun kan. Grethe handler med og udfra det hun har, og dette i et mildest talt ensomt vand. Et vand hvor hendes nye mand, barnets far, er så godt som ikke eksisterende. Knut sætter scenen, dagen efter han ankommer med sit lille barn, hos sin nye kvinde. Han vender sig mod Grethe, lægger sine arme om hende og visker at han elsker hende, hvortil hun svare:

Er det ikke for tidligt at sige den slags Knut?

Knut ryster på hovedet.

Så elsker jeg også dig” .

Alle har de deres ”sider”, og deres væsen indfanges i de små detaljer og handlinger.

Uthaug forstår at beskrive det stille barns univers i et sprog, som mest af alt er nøgternt og beskrivende – en stil, der minder om samernes hårdføre livsstil. Titlen ’Og sådan blev det’ siger det egentlig meget godt. Ikke så meget flæben eller slinger i valsen der. Af samme grund bliver historien heller aldrig (selv)medlidende. På trods af Grethe og Knuts velmenende forældreskab fornemmer man, at Risten er et misforstået barn, som ikke rigtig får afløb for sine følelser. Ingen, hverken børn eller voksne, udtrykker, hvad de i virkeligheden føler. Så Kirsten tegner sine inderste tanker på papiret i stedet eller deler dem med Niels i baghavens skur.

Romanen springer skiftevis frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og 2007, hvor hun er en voksen kvinde med en lille søn kaldet Rod. Kirsten beslutter sig for at opsøge sin mor, hun ikke har set i tyve år. En rejse til Nordnorge, som slet ikke bliver, som hun forventede.

Kulturministeren spurgte mig som et sidste spørgsmål inden vores samtale på scenen sluttede:

“Og tilgiver du så Grethe”?

Jeg nikkede.

“Ting har det med at se værre ud end de er….”:)

Rigtig god fornøjelse

Når noget slutter…. Og om at bilde sig ind hvad fortiden var

Kan tiden virkelig lægge en så stor dæmper på hukommelsen, at man bliver fremmed for sig selv? Fortiden rykker ind i nutiden, en kvinde og andre af fortidens spøgelser gør deres entré på scenen, og bogens hovedperson, Tony Webster, får noget at tænke over. Endnu en bombe falder, og en tragisk hemmelighed afsløres.

Fortælleren i Julian Barnes bookerprisvinder opregner indtryk af forskellige slags væske, herunder badevand, der for længst er blevet koldt bag en aflåst dør. »Det sidste har jeg på en måde ikke set, men det, man ender med at huske, er ikke altid det samme, som man har været vidne til«.

Nej, man husker det, man forestiller sig. Derfor er mennesker ikke til at stole på, når de vidner. Slet ikke romanens fortæller, Tony Webster, der arbejder som jævn engelsk administrator et sted i den beskedne ende af det kulturelle system. Vi følger ham et helt liv, også både før og efter de ret ubetydelige arbejdsår.

foto-37

 

Hvad der sker, og hvad vi tror, der sker, det er bogens grundlæggende modsætningspar. Historien er sejrherrernes løgne, siger eleven. Historie er også de besejredes selvbedrag, føjer læreren til. Idolet Adrian sætter trumf (og stylter) på: »Historie er den vished, der fremkommer i det punkt, hvor hukommelsens mangelfuldhed mødes med dokumentationens utilstrækkelighed«.

Men Barnes overtrumfer alle disse Karl Smart’er ved at gøre historien til en historie, en fortælling om, hvordan mennesker forskyder og fortrænger og bruger deres nuværende erindring om deres daværende fortolkning til at bilde sig selv ind, hvad fortiden var.

En intens, stor roman hvor kvalitet kommer før kvantitet med sine kun blot 167 siderSjældent får man så meget, på så forsvindende få sider.

 

 

Julian Barnes: Når noget slutter

Tiderne Skifter 2011