Dræb Ikke En Sangfugl

 

Den lille sydstatsby Maycomb er fyldt med fordomme, vold og hykleri, så da byens respekterede sagfører, Atticus Finch, påtager sig forsvaret af en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, får det store konsekvenser for den lille by.

go set a

Historien er fortalt gennem øjnene på den lille niårige pige Jean Finch, kaldet Spejder. Som hun ser de voksnes irrationelle holdninger til race og samfundsklasse i 1930érnes Alabama.

Spejders´s mor er død, og hun bor nu sammen med sin bror, far og sorte tjenestepige. Faderen er en meget anerkendt advokat. Spejder er et af de børn, der har det der blik i sine øjne; Det blik nogle børn har, i hvilket man kan se, alle de mange spørgsmål og tanker, de har om livet. Igennem bogen følger vi Spejder hjemme, i skolen og hendes indlemring i de voksnes kyniske verden.

Som børn er flest, har Spejder ikke meget tilovers for hendes fars gøren og laden. Men da han påtager sig at forsvare en af byens sorte, der står for at blive uskyldigt dømt for overfald og voldtægt, ændres hendes syn på faderen.

'To Kill A Mockingbird' Film - 1962...No Merchandising. Editorial Use Only Mandatory Credit: Photo by Everett Collection / Rex Features ( 549137g ) 'To Kill A Mockingbird', Mary Badham, Gregory Peck 'To Kill A Mockingbird' Film - 1962

Dræb ikke en sangfugl” er en af de mest solgte amerikanske romaner nogensinde. 40 millioner eksemplare. Bogen rangerer i mange undersøgelser,som den næstvigtigste bog for amerikanerne, kun overgået af Bibelen.

Også i Danmark udkom romanen om advokaten Atticus Finch og hans observerende datter,  Spejder, og nu har forlaget Lindhardt&Ringhof udgivet oversættelsen i ny udgave.
Gennem hele bogen, er handlingen set gennem den niårige Spejders øjne. Der er meget, som hun ikke forstår; hun er et barn, der er ved at lære. Spejder er længe uforstående over for, at hendes sagførerfar tilsyneladende ikke udretter noget fornuftigt, men bare dag efter dag går hen på sit kontor og hjem igen om eftermiddagen. Men det forandre sig den dag Atticus påtager sig en sag som forsvarer af en sort mand, der anklages for voldtægt af en hvid kvinde.

Spejder følger denne retssag, og lære herved også at retfærdigheden ikke altid sker fyldes.  At de onde nogen gange vinder over det rene, umiddelbare og ægte. Måske derfor er Dræb ikke en sangfugl en syndefaldshistorie: Det onde er kommet ind i verden, og barndommens paradis varer ikke hele livet.

Harper Lee sagde engang, at romanen er et langt kærlighedsbrev til faderen, som hun betragtede som en rendyrket helt med stærke moralske principper. Og sandt er det, at romanens hovedperson, Atticus Finch, er godheden selv med en særlig rummelighed reserveret andre mennesker. Som han siger et sted i romanen:

Man forstår ikke en anden, før man prøver at se på tingene fra hans synsvinkel (…), før man kryber ind i hans hud og ser på verden med hans øjne.”

Det er også helten Atticus, der giver romanen navn, med følgende ord til Spejder og hendes bror: ”I kan så for min skyld nedlægge alle de skovskader, I ellers kan få ram på, men husk, at det er en dødssynd at dræbe en sangfugl.”
Bogen handler om fordomme og snæversyn i forholdet mellem sorte og hvide i USA. Dens enorme popularitet kan måske forklares ved, at den udkom samme år, som John F. Kennedy blev valgt til præsident, og en række markante borgerretsreformer trådte i kraft. Tiden var svanger med håb for den sorte befolkning, og borgerrettighedsbevægelsen havde vind i sejlene.

Sangfuglen er blevet læst som et symbol på de sortes undertrykte samfund – men romanen er også blevet kritiseret for at udtrykke hvid bedrevidenhed og handlekraft over for sortes passivitet. Romanens sorte er ikke noget i sig selv; kun i kraft af de hvides ondskab eller godhed får de liv, lyder kritikken.

Forfatteren, der blev født i 1926, lever endnu, men har siden bogens udgivelse været fuldkommen tavs. Ikke et eneste interview eller kommentar er sluppet ud fra huset i Monroeville gennem årene, og Lee er sammen med kollegerne J.D. Salinger og Thomas Pynchon amerikansk litteraturs store, tavse forfatter – en sjælden eremit i en medietid, der har modstået offentlighedens nysgerrighed.

Læs den… Læs den læs den læs den…. Så smuk og fin … Kan ikke sige andet end…. bare læs den

 

Kh Johanne

 

Om at se sig selv…..

Elegant. Det er dét, hun er, frem for alt – elegant.

Siri Hustvedt er en newyorkercelebritet med et navn, der dufter af fyrreskov og et udseende, der er en blanding af adelige elegance og kunstnerens mystik.

Jeg har  altid syntes, at Siri Hustvedt skriver flydende og forførende. Hendes bøger er stemningsfyldte og passionerede, for hvad er mere forførende, end et menneske som kan sætte ord, på komplekse følelser og tilstande. Mennesker, der inviterer til nye tanker og refleksioner.

Siri Hustvedt kan, som ingen anden, rulle et menneskes indre liv ud, sætte det hele på spil og overfor hinanden, på en helt enkelt og elegant måde. Hendes tekster, lyser hudløst og klart op.

siri Det gennemgående tema i denne samling af essays er, hvor meget man skaber, som man udelukkende kan takke sig selv for? Hvem er det, der manipulerer hvem? Hvordan ser vi os selv, i samspil med andre?

Hustvedt mestrer den vanskelige teknik, som er ganske få forfatterinder forundt. Den, hvor præcise observationer af omverdenen og et menneskes private erfaringer,  fletter sig ud og ind af hinanden. Intet er forceret, og man får som læser, så absolut, ingen pointer serveret. Hvilken befrielse! Dybsindige indfald og barndommens erindringer, blandes sammen til en begavet tankestrøm.

Noget af det, der altid har rørt mig dybt, er Siri Hustvedts særlige adgang til barndommens land. En dyb indsigt i barnets fortryllende og forheksede virkelighed. Barnets verden.

Siri Hustvedt skriver om alvor, samvittighed og angst. Alt det der giver os de sår, som aldrig heler.
Hendes tekster er skrevet og født, først og fremmest, af mindet. »At skrive fiktion er som at huske noget som aldrig er sket«, skriver Hustvedt . Måske som et svar, til de læsere, der er i tvivl, om forholdet mellem en forfatters mix af virkelighed og fiktion.

“I virkeligheden er det, der fascinerer mig, ikke så meget det at være et sted som IKKE at være der. Hvordan steder lever videre i erindringen ,når man først har forladt dem, hvordan man forestiller sig steder før man ankommer, eller hvordan de pludselig opstår ,ud af ingenting, for at illustrere en tanke eller en historie. Disse mentale rum, fungerer som kort over vore indre liv langt bedre end noget “rigtigt” kort. De trækker grænserne mellem HER og DER og former hvad vi laver lige nu”.

hustvedt

Er du til tekster der udfordre, og kombinationen af intellekt, følelse, vid og lidenskab, så vil jeg anbefale dig, at læse Siri Hustveds nyeste essaysamling: En bøn for Eros og At leve, At tænke, At se.

God weekend

Kh

Johanne

 

 

 

Når Patriarken går på pension

Hele livet har Harald været vant til at få det sidste ord. Og ikke bare i de anmeldelser og klummer, han har skrevet i avisen, men også derhjemme, hvor familliens samvær har været domineret af hans markante holdninger til overgrebene på de gamle danske værdier og truslen fra de fremmede.

Den eneste, der har taget kampen op mod hans diktatoriske facon, er datteren Helle. Indtil han også over for hende gik for vidt. For siden Harald for fem år siden skrev en ætsende anmeldelse af Helles nye roman, har de ikke talt sammen. og nu da han er gået på pension, må han indrømme over for sig selv, at han savner hende.

patriarken3

Svigerdatteren, Birgitte, vil gerne hjælpe, men et velment forsøg på at skabe et nyt fælles grundlag for familielivet udløser i stedet en katastrofe, der kaster alle Haralds stærke meninger tilbage i synet på ham selv.

Hovedaksen i romanen er det kuldsejlede forhold mellem den netop pensionerede patriark, Harald Hügler, og hans datter Helle. Begge er de stejle og succesfulde holdningsmennesker, der er vant til at blive hørt. Bare ikke af hinanden. Begge er hårde på ydersiden, og dulmer den følsomme og nærtagende inderside med alkohol og Wagner-operaer.

Bogens titel – Patriarken – understreger, at Trisse Gejls egentlige ærinde er at sætte familielivets underliggende strukturer og rollefordelinger til debat. Hvad sker der, når patriarken går på pension – ikke bare på jobbet, men også i familien? Når den brobyggende matriark forsvinder og ikke længere er der til at forsone konflikterne på sin sædvanlige flegmatiske og usynlige måde?

Portrættet af Harald er helt og fuldt, man kommer godt og grundigt ind i hans knudrede mandeverden. Selvom Harald er et dumt svin – det siger hans børn – så kommer man til at holde af ham! Og portrættet af Helle er også meget rammende. Af en kvinde der, på overfladen, er stærk, samtidig med at hun lider og kæmper så frygteligt meget indvendigt!

Bogen er fra 2006 og udgivet af Lindhardt og Ringhof

Livet er bedre…. Om at være fanget i livet og om hvad lykken måske er…..

FullSizeRender-4

Mathilde deler en lejlighed i Paris med to kvinder, hvem hun absolut intet har tilfældes med.

Yann arbejder som sælger, selvom han er uddannet designer og drømmer om noget helt andet.

Hverken Mathilde eller Yann er som sådan ulykkelige, men hver især tager de den drastiske beslutning om at forandre deres liv, efter et tilfældigt møde med en fremmed.

Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg måtte starte forfra efter godt 40 sider, fordi jeg slet ikke, havde fået fat i meningen med teksten. Jeg skulle lidt ned i læsetempo, for at kunne komme helt med. Men da jeg fangede den, oplevede jeg en genkendelig og sammensmeltning, den følelser, man som læser er så heldig en sjælden gang, at kunne give sig hen til. Oplevelsen af, at en anden har sat ord på alt det der rumsterer indeni, og som ikke altid syntes lige let. at få kanaliseret ud.

Da jeg satte tempoet ned og lukkede alt andet ude, fandt jeg mig selv i et lille paradis formet med fransk charme og underfundige sætninger.

Bogen er bygget op omkring to meget søde og meget franske historier, der egentlig bare handler om livet og hvordan man hver især vælger at leve det.

Og den er fyldt med små sætninger, der kort og kontant sætter vores moderne liv i relief og som helt bestemt giver læseren noget at tænke over. Det er mennesket, indbyrdes relationer og livet, der er i fokus og det er fortalt smuk og indlevende.

Begge historier fortæller om to mennesker, der er fanget i livet og i forestillingen om, hvad lykke og karriere er.

Med disse to historier, hvor Mathilde og Yann beslutter sig for at tage en chance, med risiko for at fejle, fremfor at stå tilbage og ikke at have levet livet, oplever jeg at forfatterinden formår, at portrættere en generation med alle de genkendelige valg, der følger med det, at skulle finde sin plads i livet.

En tekst der kræver nærvær og ikke mindst, ro……

anna gavalda

 

Den franske lærer og forfatter Anna Gavalda er født den 9 december 1970 in Boulogne-Billancourt, Hauts-de-Seine. Allerede tilbage i 2007 havde hendes første tre bøger solgt mere end 3 millioner eksemplarer bare i Frankrig.

Ting ser som regel værre ud end de er….

For en lille uge siden fik jeg tilsendt Karen Uthaugs bog Og sådan blev det. 

Anledningen var kampagnen Danmark Læser iværksat af kulturminister Marianne Jelved, en kampagne hvis formål var et ønske om, at få flere til at læse mere. Kampagnen består dels af en lang række nye læseaktiviteter i kommuner over hele landet, dels af en fejring af Verdens Bogdag, d.23.april., hvor over 100.000 bøger blev delt ud af frivillige boguddelere.

IMG_8147 marenuthaugh IMG_8146

Torsdag skulle jeg så på scenen, sammen med tre andre læsere, samt Marianne Jelved og Karen Uthaug, hvor vi skulle tale om bogen Og sådan blev det.

Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder. Det der fra starten slog mig, da jeg læste bogen var, hvordan Uthaug på fineste vis, forstår at beskrive sine karakterer, uden på nogen måde at dømme, gøre dem til gode og onde. Befriende, for er det ikke sådan det er? Selv den onde stedmoder, i Uthaugs bog potratteret som Grethe, hun gør vel bare gør, det bedste hun kan. Grethe handler med og udfra det hun har, og dette i et mildest talt ensomt vand. Et vand hvor hendes nye mand, barnets far, er så godt som ikke eksisterende. Knut sætter scenen, dagen efter han ankommer med sit lille barn, hos sin nye kvinde. Han vender sig mod Grethe, lægger sine arme om hende og visker at han elsker hende, hvortil hun svare:

Er det ikke for tidligt at sige den slags Knut?

Knut ryster på hovedet.

Så elsker jeg også dig” .

Alle har de deres ”sider”, og deres væsen indfanges i de små detaljer og handlinger.

Uthaug forstår at beskrive det stille barns univers i et sprog, som mest af alt er nøgternt og beskrivende – en stil, der minder om samernes hårdføre livsstil. Titlen ’Og sådan blev det’ siger det egentlig meget godt. Ikke så meget flæben eller slinger i valsen der. Af samme grund bliver historien heller aldrig (selv)medlidende. På trods af Grethe og Knuts velmenende forældreskab fornemmer man, at Risten er et misforstået barn, som ikke rigtig får afløb for sine følelser. Ingen, hverken børn eller voksne, udtrykker, hvad de i virkeligheden føler. Så Kirsten tegner sine inderste tanker på papiret i stedet eller deler dem med Niels i baghavens skur.

Romanen springer skiftevis frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og 2007, hvor hun er en voksen kvinde med en lille søn kaldet Rod. Kirsten beslutter sig for at opsøge sin mor, hun ikke har set i tyve år. En rejse til Nordnorge, som slet ikke bliver, som hun forventede.

Kulturministeren spurgte mig som et sidste spørgsmål inden vores samtale på scenen sluttede:

“Og tilgiver du så Grethe”?

Jeg nikkede.

“Ting har det med at se værre ud end de er….”:)

Rigtig god fornøjelse

Om tilværelsens skyggesidder, den store familietragedie og evnen til forsoning

Når jeg er hos dig er en anderledes kærlighedshistorie. Om den store kærlighed, den vanskelige kærlighed, den umulige kærlighed og det den kan fører til, det intense had.

foto 1-11

En varm sommmeraften balancerer Stella og Martin på taget af et højt hus. Med ét falder Stella ud over kanten, og i løbet af to sekunder har Martin mistet sin kone, Amanda har mistet sin mor, og Aksel mistet sin veninde. De nedskriver deres minder om Stella, som et flerstemmig kor fremfører de fortællingen om hende, men allermest fortæller de om sig selv.

Når jeg er hos dig er en nænsom beskrivelse af et mor/datter-forhold. Den allesteds nærværende ensomhedsfølelse man sidder tilbage med efter at have læst bogen, sætter to fede streger under Linn Ullmanns dygtighed, en af vor tids mest sublime forfatterinder.

På en eller anden måde, har Ullmann en mesterlig evne til, at fange menneskets styrke midt i deres sårbarhed. At portrætterer en kvinde som hun bevæger sig i et felt mellem begejstring og den svimlende udsigt til afgrunden.

Det er komplekst og fantastisk og jeg undres til stadighed over, hvordan nogle forfatterinder syntes at have en uhindret adgang til alle livets mysterier, men desto vigtigere, at de besidder evnen og modet til at fortælle om dem.

Når jeg er hos dig er en mystisk og dog så umiddelbar fortælling om tilværelsens skyggesidder. Om evnen til forsoning, om at drysse lette humoristiske strejf, hen over de omstændigheder i livet, som umiddelbart, vil kunne ødelægge alt.

Stella falder, falder, falder og dør, alt imens hendes liv genopleves af et kor af vidner. Latteren lurer altid lige om hjørnet, som små rekreative pauser i den store familietragedie.

Selv halvvejs ude over afgrunden kan vi jo allesammen få lyst til at le.

linn og far

En tragedie så ulidelig genkendelig….

I 1965 blev “Stoner” udgivet, med en flot omtale og fine anmeldelser til følge– men bogen solgte overhovedet ikke. Bogen blev glemt og gemt indtil den i 2003 blev genudgivet og med et blev en gammel bog, kendt og ny igen.
Bogen”Stoner” er en enkel fortælling om manden William Stoner, der fødes i slutningen af 1800-tallet på en isoleret gård i Missouri. Han lever et stilfærdigt liv og indstiller sig på at overtage sine forældres gård, indtil han under sit ophold på en landbrugsskole stifter bekendtskab med Shakespeares magi. Ordene rører ham, og hans liv ændrer kurs. Han vil studere,læse, og undervise. Og det gør han så. Stoners liv beskrives melankolsk og smukt, og borer en fed, varm cylinder, dybt ind i ens hjerte. Bogen beskriver Stoners liv fra ungdom til ægteskab. Et ægteskab sammen med en altødelæggende kvinde og en mislykket karriere som følge.foto-35

Jeg har før beskrevet, hvordan en bog i kræft af dens simple ord, via sine altfavnende sætninger har formået at rive mit hjerte i tusinder af stykker.  Det er nu sket igen. Mit hjerte blev for hver side mine øjne tilbagelagde, gennembordet, enkelt og helt helt stille. Og ja, jeg blev trist og rørt af ordenes melankolske skønhed.

Stoner fortjener at blive set og læst og hørt. Og du fortjener at blive berørt af noget af det mest simple og dog så sarte, tenderende til det usynlige, jeg i mit liv har læst.
Stoners liv er ikke en beskrivelse af en usædvanlig og helt utrolig specielt og ekstraordinær mand.. Næ, “Stoner” er derimod en fortælling om et liv, hvis cyklus er så ulidelig genkendelig.

“I sit treogfyrretyvende år lærte Stoner, hvad andre havde lært før ham, da de var meget yngre; at den, man elsker til at begynde med, ikke er den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende.”

Romanen beskriver William Stoners liv. Den følger hans barndom på den fædrene gård, hans møde med uddannelse og med ord, hans kammeratskaber og forelskelser.  Passivitet definerer Stoners livsbane, og selv da hans liv ændres ved et møde med Shakespeares ord, ændres det kun gradvist. Da han forelsker sig og senere bliver gift, møder han en magt større end ham selv, og bliver øjeblikkeligt manipuleret med. Stoners ægteskab er et lydløst magtspil, og det mest gruopvækkende afsnit i bogen, hvor Stoners kone river Stoner og hans elskede datter fra hinanden, hvilket hans  ikke bekæmper. Stoner lader ganske enkelte tingene ske, også selvom han udmærket er klar over, hvor de leder hen. Han overgiver sig uden en kamp, for han har ikke kræfterne til at kæmpe.
Stoner er hverken ynkelig eller modløs; han er blot indehaveren af et stille sind, som modarbejdes af verdenen omkring ham. Det er i virkeligheden Stoners grundlæggende relaterbarhed, der gør bogen så rammende. Så smertelig. Så fin. Så følsom og så sand. Bogen gør ondt. Den gør ondt, netop fordi den er så umulig, hjerteskærende og så sand.

stoner

Fra mig til alle jer….Læs den….:)